»Jeg lover at slette billederne, hvis du giver et beløb, jeg bliver tilfreds med. Ellers går det videre til hele familien.«

Sådan skrev en nu 42-årig kvinde til en midaldrende mand, der netop havde haft samleje med hendes unge niece.

Det havde kvinden overværet og optaget med sin mobil i form af både billeder og en kort video.

Og nu øjnede hun chancen for at afpresse manden til at betale hende 300.000 kroner.

Ellers ville hun sende de afslørende optagelser til hans kone og andre familiemedlemmer. Samtidig truede hun også med at dele materialet på Facebook.

Afpresningen fandt sted i december 2021, men er nu blevet juridisk vurderet af en domsmandsret ved byretten på Frederiksberg.

Her fandt man den 42-årige kvinde, der er alenemor til seks børn, skyldig i afpresning, blufærdighedskrænkelse og krænkelse af privatlivets fred.

Og straffen blev fastsat til fire måneders fængsel.

Ved udmålingen af straffen lagde domsmandsretten blandt andet vægt på afpresningens karakter og grovhed. Herunder at video og billeder var blevet sendt til den afpressede mands ægtefælle, så hun havde afbrudt forholdet.

Den 42-årige kvinde nægtede sig i retten skyldig. Hun forklarede, at manden af sig selv havde tilbudt at komme med en undskyldning i form af penge, fordi de havde en strid om andre ting i det danske roma-miljø, som de begge tilhører.

Som eneforsørger til seks børn havde den 42-årige kvinde inden strafudmålingen fortalt retten, at der ikke var nogen, der kunne passe hendes børn, hvis hun kom i fængsel.

Men alligevel fandt retten ikke, at straffen skulle gøres helt eller delvist betinget.

Kvinden er tidligere straffet flere gange – herunder med dagbøder – for berigelseskriminalitet.

Udover de fire måneders fængsel bestemte retten også, at hun skal betale den afpressede mand en tortgodtgørelse på 10.000 kroner.

»Hun har ødelagt det for mig. Hun har ikke bare sendt det til min kone og mine børn, men også op til Norge og til hele Sverige. Folk begyndte at ringe til mig og spørge, hvad fanden det var for noget, efter hun havde sendt billederne hele Jorden rundt,« forklarede han i byretten, da han blev ført som vidne.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.