Fire mænd er fængslet for et knivoverfald på gaden i København om morgenen 1. januar. De nægter sig skyldige.

Et overfald med kniv nytårsnat på gaden i København kostede ikke bare en 19-årig mand livet. Også tre andre blev stukket ved episoden, mener politiet.

Torsdag er fire mænd i alderen 18-28 år i et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for drab, drabsforsøg og grov vold mod i alt fire mænd.

Overfaldene blev begået med ved firetiden 1. januar på Borgergade midt i København. Den dræbte var Lorenz Matras. Det var hans første bytur i København, fortalte hans mor forleden til Ekstra Bladet.

Tre af mændene blev anholdt onsdag formiddag. For at overholde grundlovens bestemmelse om, at man skal stilles for en dommer senest 24 timer efter anholdelse, blev de præsenteret for sigtelserne torsdag formiddag.

Et par familiemedlemmer til den ene var mødt op i retslokalet.

Den sigtede, der var iført sort Adidas-tøj, vendte sig flere gange rundt i stolen for at se på første række på tilhørerpladserne. Her sad en mor og hendes lille datter, der havde sut i munden. Også et gråhåret familiemedlem var dukket op.

Senere på dagen blev de tre sammen med en fjerde anholdt fremstillet i et egentligt grundlovsforhør, hvor de blev udspurgt om episoden. De nægter sig alle skyldige.

Dommeren besluttede, at alle fire skal beskyttes af navneforbud

Tre af mændene er tyrkiske statsborgere, mens den sidste har dansk statsborgerskab, har Københavns Politi oplyst.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så det er uvist, hvorfor politiet mener, at de er skyldige, ligesom deres forklaringer ikke er kendt.

Det har tidligere været fremme, at drabet og volden blev begået i forbindelse med et skænderi mellem to grupper ved Gothersgade og Borgergade.

/ritzau/