To mænd på 22 og 25 år er blevet varetægtsfængslet for at smugle to maskinpistoler samt magasiner og skarp ammunition fra Sverige til Danmark.

Det blev afgjort i et grundlovsforhør mandag formiddag i København.

»Vi har fremlagt, hvad vi har fundet ud af, og dommeren mente, at det var nok til en varetægtsfængsling,« siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Dermed er i alt fire mænd, som alle er danskere, varetægtsfængslet i sagen. Ved et grundlovsforhør fredag blev to andre mænd på 24 og 25 år nemlig varetægtsfængslet i 25 dage. Med dagens fængslinger har de fire således udsigt til yderligere 22 dage bag tremmer.

De fire mænd kom i kløerne på politiet, da de torsdag kom kørende i en personbil ved Øresundsbroen på den svenske side og blev kaldt ind til en rutinestandsning.

I stedet for at standse gassede bilen op og kørte ud på broen med kurs mod København. Svensk politi satte selv jagten ind og alarmerede omgående dansk politi, der ligeledes tog del i jagten.

Bilen smed en af passagererne af ved Peberholm, mens de tre øvrige fortsatte flugten. Kort efter lykkedes det dansk politi at stoppe bilen og anholde de tre, mens den afhoppede passager blev pågrebet kort efter.

På Peberholm fandt politihunde efterfølgende de to maskinpistoler og ammunition.

Mændene, som er kendt af politiet i forvejen, er sigtet for våbensmugling. De nægter sig alle skyldige.