Den tiårige dreng er lørdag aften blevet fundet i god behold, hvorfor B.T. har slettet hans navn og billede.

Syd- og Sønderjyllands Politi leder fortsat efter 10-årig dreng, som forsvandt fredag eftermiddag.

Politiet afsluttede lørdag eftermiddag helikoptereftersøgningen af den 10-årige, som har været væk siden fredag omkring klokken 13.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Lørdag har tre helikoptere været i luften for at lede efter den forsvundne dreng. Eftersøgningen har ikke givet et resultat, lyder det.

Derfor leder politiet fortsat efter drengen.

Samtidig oplyser det lokale medie JydskeVestkysten, at den 10-årige dreng kort forud sin forsvinden sendte en video til sin mor, hor han ifølge mediet undskyldte, at han var nødt til at stikke af.

»Vi er bekendte med den video, og den indgår i vores eftersøgningsarbejde,« bekræfter en kommunikationsmedarbejder hos Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag eftermiddag over for B.T..

Den 10-årige forsvandt til fods fra sin skole i Grimstrup i Esbjerg Kommune fredag omkring klokken 13, lige inden han skulle hentes med en taxabus.

Da taxabussen ankom til det aftalte sted ved Egekratskolen klokken 13, var den lille dreng ingen steder at se.

Her havde han en grøn jakke, gul trøje, grå joggingbukser og kondisko af mærket Fila på. Han gik desuden med en sort taske.

Han beskrives som lille af sin alder.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer fortsat borgere i lokalområdet til at være opmærksomme og kigge efter den 10-årige dreng i skure, udhuse og andre steder, hvor han kan gemme sig.

Området, hvor han forsvandt, er blevet eftersøgt med hunde natten mellem fredag og lørdag, men altså foreløbig uden resultat.