Københavns Vestegns Politi har torsdag eftermiddag offentliggjort både navn og billede på en mand, som man leder efter.

Han er mistænkt for at stå bag skuddrabet på en 29-årig mand på et hotel i Brøndby tilbage i januar.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Den efterlyste mand, der er polsk statsborger, har navnet Michal Tomasz Kapicki – og han sættes ifølge politiet i forbindelse med drabet på en landsmand 5. januar på A Hotels i Brøndby.

Her blev offeret dagen efter – 6. januar – fundet død på værelse 412.

Skud i brystet på klos hold, så han ifølge retsmedicinerne kort efter afgik ved døden.

Den nu efterlyste blev meget hurtigt af politiet sat i forbindelse med drabet og varetægtsfængslet in absentia – altså uden at være til stede.

Fængslingskendelsen gjorde det til gengæld muligt at efterlyse ham internationalt, men da det endnu ikke har båret frugt, beder politiet nu offentligheden om hjælp til at finde den 30-årige mand. 

»Hvis nogen ser Michal Tomasz Kapicki, så kontakt gerne nærmeste politi. Jeg vil også gerne opfordre Michal til selv at henvende sig,« siger politikommissær Brian Hansen, der er leder af efterforskningen hos Københavns Vestegns Politi.

Politiet mistænker, at Michal Tomasz Kapicki kan have forladt Danmark, efter drabet fandt sted.

Derfor har man også udsendt en international arrestordre på ham. Og konkret er politiet i både Sverige, Tyskland og Polen blevet bedt om at efterlyse ham.

Her ses billedet af den eftersøgte mand.
Her ses billedet af den eftersøgte mand. Foto: Københavns Vestegns Politi
Vis mere

Den eftersøgte mand beskrives som værende 30 år, omkring 187 centimeter høj og almindelig af bygning.

Det billede, som politiet har offentliggjort af ham, stammer fra en overvågningsvideo den 6. januar.

En 22-årig mand, som også er mistænkt i sagen, blev anholdt den 14. februar. Han sidder nu varetægtsfængslet, efter han efterfølgende blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Som B.T. tidligere har beskrevet, blev han for ikke så længe siden idømt fængsel for at have medvirket til at gennemtæske en mand sammen med andre tiltalte.

Retten afviste i den forbindelse anklagemyndighedens påstand om, at han også skulle udvises af Danmark.

Politiet har tidligere oplyst, at de sigtede har en relation til den skuddræbte polak.

Ifølge sigtelsen mod dem skal de to mænd have dræbt det 29-årige offer i forening eller efter fælles forståelse.

Udover selve drabet er de to mænd også sigtet for at have begået drabet med skydevåben på offentligt tilgængeligt sted. Det er en skærpende omstændighed og kan øge en potentiel straf.

Også en 60-årig mand har været sigtet i sagen, men blev meget hurtigt løsladt under efterforskningen.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.