Fyldte kirker i juledagene har pludselig fået ny fokus fra politi og efterretningstjenester i flere europæiske lande.

For midt i julefesten kimer det nu også med terroralarm.

Både i Tyskland, Østrig og Spanien har myndighederne ifølge den tyske avis Bild fået oplysninger om, at en islamistisk terrorcelle kan have planer om at udføre flere angreb i Europa i forbindelse med jul og nytår.

Det fik lørdag aften politiet i både den tyske domkirkeby Köln og den østrigske hovedstad Wien til at udføre større sikkerhedsoperationer ved kirker inden søndagens julegudstjenester, som man frygtede kunne være mulige mål for terrorangreb.

Og i Frankrig anholdt politiet fem personer i en antiterroraktion fredag.

Oplysningerne kommer godt en uge efter, at politiet i Danmark også slog til mod et formodet terrornetværk, der ifølge PET har tråde til både udlandet og den forbudte bande LTF. 

Fire af mindst syv mistænkte personer er foreløbig anholdt i den danske sag.

Både i Wien i Østrig og i delstaten Saarland i Tyskland er der ifølge Bild foretaget anholdelser i løbet af lørdagen.

Og søndag oplyste det østrigske indenrigsministerium, at man havde anholdt fire personer, som nu er ved at blive anholdt.

Derfor vil østrigsk politi og efterretningstjenester i stigende grad overvåge offentlige områder i løbet af juledagene.

»I lyset af, at terrorgrupper i hele Europa opfordrer til angreb mod julearrangementer, særligt omkring 24. december, har sikkerhedsmyndighederne taget skridt i retning af at øge sikkerheden på offentlige områder,« meddeler østrigsk politi.

Ifølge Bild er der ved anholdelserne lørdag angiveligt tale om terrormistænkte fra den tidligere sovjet-republik Tadsjikistan, der tilhørte en gren af terrororganisationen Islamisk Stat kendt som ISPK (Islamisk Stat i Khorosan-provinsen).

I Köln finkæmmede en større politistyrke med blandt andet bombehunde og maskinpistoler i flere timer også byens kæmpestore domkirke for sprængstoffer.

Umiddelbart blev der ikke fundet noget alarmerende, men kirken blev efterfølgende aflåst natten over og op til søndagens store julegudstjeneste vil alle besøgende blive grundigt sikkerhedstjekket ved indgangen. 

Og sikkerhedsforanstaltningerne vil også være massive samme sted i forbindelse med fejringen af nytåret.

Også en julegudstjeneste i den spanske hovedstad Madrid frygtes at kunne være i søgelyset som et muligt mål for et terrorangreb, og i Østrig lyder meldingen generelt på øget beredskab:

»Politiets opmærksomhed er primært rettet mod kirker og religiøse arrangementer, især gudstjenester og julemarkeder,« lyder det fra politiet i Wien.

Domkirken Stephansdom i den østrigske hovedstad Wien var søndag under tæt bevogtning af frygt for et forestående terrorangreb.
Domkirken Stephansdom i den østrigske hovedstad Wien var søndag under tæt bevogtning af frygt for et forestående terrorangreb. Foto: Max Slovencik/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge tysk presse reagerer myndighederne på en konkret mistanke om, at den islamistiske gruppe ISKP kan have planlagt et eller flere angreb.

ISKP har hidtil mest været kendt som en regional forgrening af Islamisk Stat, som har stået bag flere terrorangreb i Pakistan og Afghanistan efter grundlæggelsen i 2014.

Ifølge tyske medier anses ISKP for øjeblikket for at være blandt de farligste grupper i forhold til at sende terrorister på dødsmission i Europa.

I juli i år blev syv mænd fra ISKP anholdt i Tyskland og to i Holland, hvor de angiveligt allerede havde planlagt et større terrorangreb, spioneret på mulige mål og ledt efter skydevåben.

 Tilsyneladende var mændene smuglet fra Ukraine via Polen til Tyskland forklædt som krigsflygtninge med falske dokumenter.

Også Frankrig skærper sikkerheden omkring landets kirker i juledagene i tilfælde af et muligt angreb.

Det skriver indenrigsminister Gérald Darmanin på det sociale medie X.

Det betyder, at politi og gendarmer vil være synligt til stede ved kirker og andre religiøse steder juleaften og første juledag.

Frankrig har været i forhøjet beredskab efter flere islamistiske angreb i landet. Senest blev en lærer dræbt ved et angreb i oktober.

Fredag anholdt fransk politi fem mennesker i en antiterroraktion i den østlige del af landet.