Politiet har fået flere tip i sagen om Anette Kolding og hendes to små børn, der har været forsvundet siden søndag morgen.

»Vi har fået nogle henvendelser i sagen, som vi skal have fuldt op op,« fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg, til bt.dk tirsdag morgen.

Mere ønsker han ikke at oplyse på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen.

Den 34-årige mor og hendes to børn Mikkel og Mille på syv og fem år blev efterlyst mandag, fordi de har været væk siden søndag morgen, hvor Anette Kolding hentede børnene hos noget familie.

»Børnene har været passet hos en bror til Anette, og hun henter dem søndag morgen klokken 08.30 og kører derfra. Hun og børnene er ikke set siden,« fortalte vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen, til Berlingske Nyhedsbureau mandag aften.

Kvinden bor til daglig i Vindinge ved Nyborg med sin mand.

I løbet af mandag startede en af Anette Koldings veninder en gruppe på Facebook, som skal hjælpe med at finde de tre. På siden Hjælp med at finde Annette og hendes børn opfordrer hun på familiens vegne folk i lokalområdet til at lede efter den forsvunde mor.

Heraf fremgår det, et vidne angiveligt har set de tre på Jensens Bøfhus i Odense mandag eftermiddag, hvor børnene fik is.

Der har ifølge politiets oplysninger været lidt uoverensstemmelser i familien, og det kan ikke udelukkes, at det er årsagen til, at hun ikke er vendt hjem. Politiet har ikke umiddelbart nogen formodning om, at der er noget galt.

»Men nu har hun og børnene været væk i over et døgn, og vi kan ikke udelukke, at der er sket noget, så nu er vi nødt til at finde dem,« siger Hans Frederiksen og opfordrer kraftigt Anette Kolding til at give sig til kende, hvis hun er et sted.

Politiet oplyser, at Anette Kolding er 165 cm høj, har langt lyst glat hår og muligvis bærer briller. Hun kører i en sort Ford Focus.

Har du set kvinden og hendes børn eller ved, hvor de er, vil Fyns Politi rigtig gerne hører fra dig på 114.