____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En 29-årig mand fra Skibby på Nordsjælland mistede natten til fredag livet i en voldsom soloulykke ved Slangerup.

Bilisten kom kørende på Hørup Skovvej mod Frederikssund, da han af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og kørte direkte ind i et stort træ mellem Roskildevej og Slagslundevej ved Slangerup.

- Han kom over i den forkerte siden af vejen og kørte ind i et træ. Han blev formentlig dræbt på stedet.

Det siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ulrik Lindén, til bt.dk.

Bilinspektører var fredag morgen i gang med at undersøge både bilen og ulykkesstedet, men politiet formoder, at årsagen til ulykken var for høj fart. Bilen blev fuldstændig smadret ved ulykken, og den unge mand blev slynget ud af bilen.

Politiet blev alarmeret klokken 03.45, men det er uvist, hvornår den rent faktisk skete. Der var ingen vidner til ulykken, men en forbipasserende opdagede bilen og gav førstehjælp til den forulykkede bilist, men han blev erklæret død, da ambulancefolkene nåede frem.

Vejen var stadig spærret fredag morgen, fordi de tekniske undersøgelser ikke var færdige, og bilen endnu ikke fjernet. Ifølge politiet skulle vejen dog blive åbnet i løbet af den tidlige morgenstund.