Bonnie Cleo Andersen har onsdag afgivet forklaring til retten om dobbeltdrabet på sin kæreste og sin bedste ven. Hun fortæller, at den 23-årige mand, som er tiltalt for dobbelt manddrab, truede hendes kæreste dagen inden drabet.

Det skriver Ekstra Bladet.

41-årige Bonnie Cleo Andersen var klædt helt i sort og kæmpede med at holde tårerne tilbage, da hun onsdag afgav forklaring i retten i Næstved om dobbeltdrabet på sin kæreste gennem seks år, 50-årige Jan Lindskov, og sin bedste ven, 45-årige Søren Ertmann.

Dagen før dobbeltdrabene, som skete den 13. september sidste år, blev Bonnie Cleo Andersen landskendt efter premieren på dokumentaren ’Bonnie og de tusind mænd’, hvor et kamerahold fulgte hendes liv som prostitueret, samtidig med at hun kæmpede en barsk kamp mod anoreksi.

Viftede med pistol

I retten fortalte hun blandt andet, hvordan den 23-årige tiltalte morgenen før drabet pludselig dukkede op i hendes hjem, mens hun stod med sin lille søn. Han gik ind i huset til hendes kæreste, Jan Lindskov, hvor mødet udviklede sig dramatisk, da den tiltalte hev en pistol frem.

»De begyndte at diskutere. Jan var rigtig gal. Han lovede ham øretæver, og så ser jeg, at den unge mand står og vifter med en pistol,« sagde Bonnie Cleo Andersen om episoden ifølge Ekstra Bladet.

Først da Bonnie Cleo Andersen kom ind til de to, kom der ro over den anspændte situation, og Jan Lindskov og den tiltalte aftalte i stedet at mødes senere på aftenen. Et møde som Bonnie Cleo Andersen skulle have været med til, men hun følte sig dårlig og tog ikke afsted.

Natten til lørdag d. 13. september blev Jan Lindskov og Søren Ertmann skudt, og deres lig blev senere fundet i en udbrændt bil i udkanten af Sorø på Midtsjælland.

Narkogæld

Baggrunden for uenighederne mellem Jan Lindskov og den tiltalte var, ifølge Bonnie Cleo Andersen, en strid om lånte penge for i alt 45.000 kroner. Hun forklarede i retten, at en ven til hendes ældste søn samt den tiltalte havde en narkogæld og manglede penge.

Bonnie Cleo Andersen kendte ikke den tiltalte, men kendte hendes ældste søns ven som ’en god knægt’.

Derfor blev hun og Jan Lindskov enige om at hjælpe dem med lånet af 45.000 kroner 10 dage før drabet. Kravet for at låne pengene lød, at et mindre beløb skulle betales tilbage et par dage senere.

Det skete ikke, og den manglende afbetaling gjorde Jan Lindskov meget vred, forklarede Bonnie Cleo Andersen.

Den 23-årige tiltalte nægter sig skyldig i dobbelt manddrab. Han peger derimod på en tredje navngiven person og nægter også, at der skulle være et økonomisk udestående mellem ham og Jan Lindskov. Han hævder at have modtaget et depositum på 20.000 kroner, fordi han skulle arbejde som vagt på Bonnie Cleo Andersens klinik. Det afviste hun dog selv i retten:

»Jeg har været i den her branche i 20 år, og jeg har aldrig haft brug for en bodyguard. Så jeg kan ikke se, hvad jeg skulle bruge sådan en ung knægt til,« sagde hun ifølge Ekstra Bladet.

Udover den 23-årige tiltalte er en 20-årig mand tiltalt for at have hjulpet med at skaffe ligene af vejen.

Sagen mod de to tiltalte mænd fortsætter indtil fredag, hvor der forventes at falde dom i retten i Næstved.