Tre maskerede mænd begik onsdag aften røveri mod en kiosk på Østerbro, tæt ved Nordhavn Station, i København. Kioskejeren blev truet med en pistol og var udsat for slag og spark.

Politiet fik anmeldelsen 19.30 onsdag aften. Da de ankom til stedet, lå kioskejeren bagbundet og forslået på gulvet. Herefter blev han kørt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han nu meldes uden for livsfare.

Ifølge Københavns Politi er det på nuværende tidspunkt uvist, om røverne fik noget udbytte fra røveriet. Efterfølgende flygtede to af mændene på en cykel ned ad Gammel Kalkbrænderivej mod Strandboulevarden, mens vidner på stedet var i stand til at tilbageholde den tredje røver.

De beskrives alle som udlændinge. Den ene var iført en sort Adidas-sweatshirt. Derudover bar de alle kasket og solbriller. Politiet modtager gerne henvendelser fra vidner, der eventuelt skulle have set røverne flygte ned ad Gammel Kalkbrænderivej omkring klokken 19.30 onsdag aften.