Grædende og afklædt blev en kun 12-årig pige udsat for et brutalt seksuelt overfald, mens hun alene tog sol i et solcenter på Sydsjælland.

Gerningsmanden var ifølge politiet en mand på 23 år, der tvang pigen til at åbne døren til kabinen i solcenteret for ham ved at true med, at han ellers ville sparke døren ind, og »så var hun færdig«.

Det fremgår af et anklageskrift fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som B.T. har fået adgang til.

Anklagemyndigheden vil i den kommende straffesag ved byretten i Næstved kræve den 23-årige idømt fængselsstraf for voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse samt vidnetrusler.

Det var en aften i slutningen af juni, at den 12-årige pige var gået ind i solcenteret.

Efter at gerningsmanden havde sparket døren ind, blev pigen med tvang og trusler udsat for forskellige former for meget alvorlige seksuelle overgreb.

Undervejs gjorde gerningsmanden det ifølge anklageskriftet klart for pigen, at hun ville »blive slagtet«, hvis ikke hun gjorde, som han gerne ville have hende til. 

Da hun grædende sagde, at hun ikke ville, svarede han ifølge tiltalen, så måtte det »blive på den hårde måde«. 

Selvom der ikke var tale om egentligt samleje, vurderer anklagemyndigheden det alligevel juridisk til at være voldtægt. 

Og da offeret ydermere var under 15 år, og den tiltalte var over 21 år, er der rejst tiltale efter den skærpede bestemmelse i straffelovens paragraf om voldtægt. Dermed er den normale strafferamme øget fra otte års fængsel til 12 års fængsel.

I anklageskriftet er den 23-årige mand også tiltalt yderligere to kriminelle forhold mod den samme 12-årige pige.

Dels ved aftenen inden episoden i solcenteret at have begået et andet seksuelt overgreb mod hende. Det skete ifølge tiltalen i kælderen under et lejlighedskompleks i samme sydsjællandske by.

Og dels er den 23-årige også tiltalt for efter episoden i solcenteret at have kontaktet den 12-årige via Snapchat og truet med at komme tilbage og dræbe hende, hvis hun fortalte politiet, hvad der var sket.

Efter pigens anmeldelse sad den nu tiltalte varetægtsfængslet i et par måneder, men har siden været på fri fod forud for den kommende retssag.

Det er uvist, hvordan han stiller sig til tiltalen, men da sagen skal behandles som en domsmandssag, tyder det på, at han vil nægte sig skyldig.

Da både den tiltalte og den forurettede i sagen af forskellige grunde er beskyttet af navneforbud, undlader B.T. at give nærmere geografiske oplysninger om gerningsstederne omtalt i anklageskriftet.