Stemmerne fra de glade deltagere til Glenn Mensels skæbnesvangre polterabend 24. marts 2012 bragede her til formiddag ud gennem højtalerne i nævningesalen ved Sønderborg byret. 

Der bliver grint og hujet på optagelserne fra Glenns nærmeste venner, der ville forevige den flyvetur, de i anledning af hans polterabend havde givet ham på Flyvestation Skrydstrup.

I stedet var det Glenns død, der blev foreviget på de to ca. 30 sekunder lange videoer, og grinene forsummer da også hurtigt, idet flyet på videoen forsøger at rette op efter et skarpt højredrej alt for tæt over jordens overflade. 

- Nej, for helvede. For satan. Nej, nej, nej, bliver der pludselig skreget efterfulgt af et meget højt metallisk brag, hvorefter kameraet brat slukkes.

Ingen af Glenn Mensels pårørende var til stede i retten, mens de grusomme billeder rullede henover skærmen. Men den tiltalte pilot sad lige overfor skærmen og kunne derfor ikke undgå at høre og se de barske optagelser. 

Her sank han sammen i stolen og sad sammenbidt med armene foldet sammen på bordet foran sig. 

Videoerne blev vist for at havarieksperten, Thomas Dam , der også er en erfaren pilot, kunne vurdere, hvad der foregår på flyveturen. 

- Det er ikke nogen søndagstur. Det tangerer kunstflyvning, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed ud fra det, vi ser på billederne, forklarede han.

Vidner har tidligere forklaret, at de har set flyet lave et rul om sin egen akse, hvilket er kunstflyvning. Dette ses ikke på videoen, der dog ikke følger flyet under hele flyveturen. 

En radarekspert har tidligere i dag - ud fra radaroptagelser - fastslået at flyet på intet tidspunkt var over de 2000 fods højde, som det kræves for at lave kunstflyvning. 

Havarieksperten kom samtidig med et bud på, hvorfor flyet styrtede i jorden under et drej kort efter at have overfløjet de grinende tilskuere. 

- Det er ret sandsynligt, at man kan få næsen for højt op, fordi man under sådan et sving typisk vil kigge tilbage over højre skulder for at vende tilbage til det sted, man har overfløjet. Det vil derfor sandsynligt, at man utilsigtet kan have hevet for meget i rorpinden, idet man vender sig, sagde han og pegede dermed på en mulig pilotfejl, som årsag til ulykken. 

Forsvarer Søren Hammer Westmark fik dog lidt hjælp, idet han gennem hele forløbet har ønsket at sandsynliggøre, at en flyfejl i form af en knækket wire til flyets haleror kan have forårsaget ulykken. Forsvaret hævder nemlig at denne wire, som var knækket, 'var blomstret op' efter ulykken.

- Hvis wiren er knækket under flyvning, så vil trådene i wiren ligne noget, der er blomstret op i stedet for et rent snit. Jeg kan ikke se at det er undersøgt i havarirapporten. Jeg må sige, at jeg ikke føler, at havarikommissionen har undersøgt tingene ordentligt, sagde han og medgav samtidigt at han 'kender den tiltalte lidt' fra forskellige airshows rundt om i landet. 

Havarikommisionens chefefterforsker, Martin Puggaard, der efterfølgende var i vidneskranken, afviste dog, at man ikke skulle have undersøgt wirerne.

- Alle styrekabler er blevet undersøgt og kigget på i mikroskop - også dem til haleroret. Her har vi kunne udelukke, at det skulle være andet end overbelastning, der var skyld i bruddet, forklarede han. 
 
Der falder dom i sagen 20. marts.