En handicappet pige blev mandag aften reddet ud af 'Rutschebanen' på Bakken nord for København, efter forlystelsen stoppede midt under kørslen på grund af en teknisk fejl. Det skriver tv2.dk.

Det var angiveligt nogle beskadiget sensorer i rutsjebanen, der fik forlystelsen til at stoppe af sig selv, mens 35-40 personer opholdt sig i Bakkens gamle træ-rutsjebane fra 1932.

Gæsterne, der befandt sig i rutsjebanen, blev efterfølgende bedt om at forlade forlystelsen, men en handicappet pige ombord på forlystelsen var ikke i stand til at gå ned selv.

Derfor blev redningsmandskab fra Beredskab Øst mandag aften tilkaldt for at hjælpe den handicappede pige ud af rutsjebanen, der er 22 meter høj på sit højeste sted:

»Vi får alarmen om en handicappet person, der skal hjælpes ud af rutsjebanen, som er stoppet på grund af en teknisk fejl,« siger vagthavende hos Hovedstadens Beredskab, som modtog alarmen fra Bakken, til tv2.dk.

Til tv2.dk fortæller Bakkens direktør Niels-Erik Winther, at forlystelsen er lukket, indtil Bakken igen får tilladelse til at køre igen. Han tør dog ikke garantere, at det ikke vil ske igen.

»Nej, det kan jeg ikke, men jeg er bare glad for at de sikkerhedsforanstaltninger virkede, og at vognene stoppede,« siger Niels-Erik Winther.

'Rutschebanen' på Bakken er 852 meter lang og 22 meter høj på det højeste sted. På den hurtigste strækning er farten 75 kilometer i timen, og turen varer gennemsnitligt to og et halvt minut.