Fredag morgen er der stadig intet spor af 68-årige Jørn Poulsen, der torsdag formiddag forlod sit hjem på Lykkendalsvej ved Brabrand. Siden har ingen set ham.

Østjyllands Politi har søgt med hund og helikopter i området omkring Brabrandsøen, hvor den forsvundne er kendt for at færdes.

Det var Jørn Poulsens kone, der alarmerede politiet, da hun kom hjem og opdagede, at han havde forladt hjemmet.

Gennem den seneste tid har han lidt af en depression. Derudover har han sukkersyge, hvilket får politiet til at frygte for mandens helbred. Så vidt vides har han ikke taget insulindrop med sig.

Jørn Poulsen beskrives som værende 175-180 cm høj og almindelig af bygning. Da han forlod hjemmet var han iført cowboybukser, lilla bluse, sort jakke, tennissko, og kørte af sted på en sort damecykel af mærket Kildemoes. Politiet modtager gerne henvendelser fra folk, der kan hjælpe med oplysninger om hans videre færden.