OPDATERING: POLITIET HAR FUNDET EN AFDØD PERSON 3. APRIL I BREDE Å. MAN FORMODER, AT DER ER TALE OM DEN 78-ÅRIGE.

Mere end to uger er nu gået, siden den 78-årige mand forsvandt fra sit hjem.

Nu indstiller politiet eftersøgningen af ham.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV 2.

Han understreger dog også, at man følger op, hvis der dukker nye spor op i sagen.

Den ældre mand forsvandt den 16. marts, hvor han gik fra sit hjem i Bredebro, der ligger nær Tønder ikke langt fra den tyske grænse.

Både soldater fra Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsens mandskab har deltaget i eftersøgningen af manden, og det samme har dykkere, hunde og helikoptere.

Men indtil videre er det ikke lykkedes at finde den savnede mand.

»Vi er absolut bekymrede,« lød det fra vagtchef Ole Aamann til B.T., efter manden havde været forsvundet i tre døgn.

Den 78-årige forlod sit hjem klokken 20.50 til fods og tog hverken bil eller cykel med sig.

Den savnede mand beskrives som en dansk mand, 170 centimeter høj, 78 år og almindelig af bygning. Han har næsten intet hår, og han var iført briller, blå bukser og træsko.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du ringe til politiet på telefonnummer 76 11 14 48.