Truslen mod Danmark er høj. Hvordan beskytter vi vores bygninger og pladser uden at omdanne et frit samfund til et fort? Arkitekten Hans Scheving har specialiseret sig i at sikre både nye og ældre bygninger.
Terrortruslen har også bevæget sig ind i byrummet og arkitekturen.
Som det fremgår af fotografiet af Christiansborg, er der rundt om pladsen foran den danske parlamentsbygning blevet rejst en række bautasten, der skal stå vagt om »vort gamle land,« som det hedder i Holger Drachmanns fædrelandssang.
I Rigsdagsgården og Sankt Jørgens Gård er der truffet andre foranstaltninger, og adgangen til Folketinget er slet ikke så let og ligetil, som den var tidligere. Både dens selv og hans eller hendes bagage bliver scannet. Ligesom i sikkerhedskontrollen efter afgangshallen i lufthavnene.
Det er allerede mange år siden, den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé blev omdannet til en fæstning, og forskellige jødiske institutioner er indhegnede og under bevogtning. Vi tænker gysende vores, når vi passerer synagogen i Krystalgade eller Krudttønden på Østerbro.
Der passes bedre og bedre på flere og flere af vores arbejdspladser ved hjælp af sluser og synlige identitetskort. Optakten i lufthavnen til ferie- eller forretningsrejsen er et grundigt sikkerhedstjek. Og når man nærmer sig Hovedbanegården og et par af nabostationerne, minder en højttalerstemme i S-toget passagererne om at huske at tage deres bagage med - som en eufemistisk henvisning til, hvad der kan ske af frygtelige ting i undergrundsbanen og på togstationer. Som for eksempel i Madrid i 2004 og i London i 2005.
Signaler og symboler
Hans Scheving er blandt de danske arkitekter, der har arbejdet mest intenst med terrorspørgsmålet i forbindelse med nybyggeri og renovering.
Han er partner i tegnestuen Bertelsen & Scheving, der gennem sin knap tiårige levetid i meget høj grad har arbejdet med restaurering, og både restaurering og spørgsmålet om sikring af kulturarven er blevet yderligere aktualiseret, efter at Jens Bertelsen i 2012 blev kongelig bygningsinspektør. (Kongelige bygningsinspektører fører tilsyn med statslige ejendomme og reparerer dem, når de har brug for det.)
Hans Scheving har blandt meget andet arbejdet i Forsvarets Bygningstjeneste og med sikring af danske ambassader i Mellemøsten, og han kan fortælle om nogle af de principper, der er for terrorsikring, og om, hvordan Danmark i nogen grad har en anden tilgang til, hvordan man arbejder med sikring af byrummet - modsat en række sammenlignelige europæiske lande, hvor eksempelvis tidligere terroranslag fra separatistbevægelser og ekstreme højre- eller venstreorienterede grupper har resulteret i, at mange offentlige bygninger er sikrede med mure, vagttårne og permanent, bevæbnet politi.
»Det er lidt, som når huse bliver energimærkede eller kriminalitetssikrede,« siger Hans Scheving med henvisning til, at kriminalitetssikring er for eksempel naboovervågning, avancerede låsesystemer, lukkede og undertiden videoovervågede indgange og særlig opmærksomhed over for vinduer og krinkelkroge. Terrorsikring er så at sige et ekstra beskyttelseslag oven i den almindelige kriminalitetssikring, forklarer han.
»Ved nybyggeri er det vigtigt at få beskyttelsen indarbejdet i selve planlægnings- og byggefasen. Ved restaurering af kulturarven må man forsøge at designe sig ud af problematikken, inden man begynder at klistre alle mulige tilbygninger på. Da for eksempel Italien blev ramt af den røde terror i 1970erne, blev det vigtigt for myndighederne at demonstrere, at nok var staten under angreb – derfor skulle offentlige bygninger bevogtes og gøres vanskeligt tilgængelige – men det var også afgørende at sende et signal om, at staten ikke som sådan var truet. Den kunne beskytte sig selv.«
Den danske model
Der er tre gennemgående principper i terrorbeskyttelse af bygninger. De stammer fra den engelsktalende verden og hedder derfor Detection, Deterioration og Delay. Altså at opdage, at afskrække og at forsinke en angriber.
»Det er et spørgsmål og tid og hastighed,« forklarer Hans Scheving. »Hvordan opdager man en trussel – og hvordan forsinker man et angreb, så der er øget mulighed for at reagere. At Anders Breivik i 2011 havde held til at anrette så kolossale skader ved sit første bombeangreb i Oslos centrale regeringskvarter skyldtes, at det var meget let at bringe en stor varevogn helt frem til vitale bygninger og parkere klos op ad dem. Samt at afstanden mellem og placeringen af bygningerne på dette sted maksimerede sprængningens effekt. Bombeangrebs virkning er i ekstrem grad afhængig af afstanden til målet for at gøre mest mulig skade med trykbølgen; få meter kan betyde hele forskellen på bare et stort brag eller omfattende tab af menneskeliv og skader på bygninger.
Omvendt: Da publikumstilstrømning og krav om et mere tidssvarende ansigt udadtil førte til skabelsen af I. M. Peis berømte nye indgang og foyer for Louvre-samlingerne i Paris i 1980erne, fik man samtidig løst et andet og væsentligt problem. Med den massive publikumsmængde og den gamle organisering af Louvres forhal, gange og infrastruktur ville det være forholdsvis let at flå et billede ned fra væggen og nå væk i den almindelige panik. Eller at nå frem til samlinger og museumsgæster med tanke på et terrorangreb. Ved at lægge glaspyramiden med afstand til de gamle bygninger fik man skabt den fornødne forsinkelse og mulighed for at forhindre eller afværge angreb på museet. Samtidig med, at kulturarven på eleganteste vis forblev urørt og intakt. Andre mulige løsninger inde i slottets fløje på de sikringsmæssige behov ville have medført betydelige indgreb.«
Derfor er afstand et nøglebegreb. At der er frit udsyn, så man opdager overraskelser i tide. Før man begynder at opsætte pullerter og andre former for afspærringer. Man kan for eksempel sikre følsomme offentlige bygninger gennem omlægninger af veje, påbud om lavere hastighed og særlig overvågning af parkeringsarealer.
»Det er en model,« siger Hans Scheving, »vi foretrækker i Danmark. Det hører jeg fra både offentlige myndigheder og private bygherrer. At forskellige former for sluser og tilsyneladende harmløst byinventar som tunge blomsterkummer udgør en diskret forhindring. Man kan ikke fjerne truslen mod bygninger, men man kan søge at demontere den.«
Det, der blandt andet kendetegner totalitære stater, er, at midlerne til at sikre statens ejendom er meget store, og at magthaverne er ligeglade med, hvordan det indvirker på bymiljøet. Tværtimod kan netop højsikrede og indkapslede, svært bevogtede bygninger blive et symbolsk udtryk for statens magtfuldkommenhed og kontrol med borgerne.
»I Danmark vil vi gerne sikre og samtidig vise, at vi lever i et frit og demokratisk samfund, hvor borgerne kan være trygge, og at bygningerne er funktionelle; også når truslen kryber ind i infrastrukturen. Derfor prøver vi som arkitekter at finde en balance, når vi bygger og restaurerer,« forklarer Hans Scheving, der nok kan forestille sig øget videoovervågning af stadig flere, både offentlige og private bygninger, men ikke af det offentlige rum i al almindelighed.
Adgang til kulturarven
Men én ting er at sikre indgange. En anden er at bygge de sikrede indgange på en sådan måde, at man også kan komme ud af bygninger. Så udfordringen bliver, hvordan man evakuerer større, eventuelt panikslagne menneskemængder, hvis det går galt. Inden i bygningerne skal infrastrukturen desuden kunne opretholdes, så bygningerne fungerer som arbejdspladser. I forbindelse med forvaltningen af kulturarven er det jo en balancegang, uanset om man taler om almindelig berigelseskriminalitet eller om terror.
»Der er ingen tvivl om, at det mest praktiske ville være at forsegle museerne, så de kostbare samlinger hverken blev stjålet eller udsat for terrorangreb. Men museerne er jo først og fremmest til, for at vi kan have glæde af samlingerne. Det gælder også landets slotte og andre dele af den arkitektoniske og kulturhistoriske arv.«
Og derfor, fortæller Hans Scheving, er arkitekterne også særligt påpasselige, når bygninger bliver opgraderet – hvad enten det nu er klimastyring eller risikoen for terrorangreb.
»Meget af det, vi opsætter, kan for så vidt fjernes igen, hvis det bliver aktuelt, men undertiden må man se på, hvad der i grunden har været arkitektens oprindelige idé - og så forholde sig så loyalt til den, som man overhovedet kan, når man restaurerer og bygger om.«
