Et indbrud i en bagerforretning på Lolland udviklede sig sent fredag aften til et røveri, da bageren kom hjem og overraskede tyven.

Episoden fandt sted i Horslunde, hvor det lokale bageri ligger i samme bygning som bagerens private bolig. Her rumsterede en indbrudstyv rundt, da bageren og hans familie kom hjem kort før klokken 23.

»Bageren forsøgte at holde tyven tilbage, men tyven fik ham kastet omkuld. Tyven stak af med en computer og en pengekasse med et mindre beløb,« fortæller vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet efterforsker sagen som et røveri, men foreløbig er man på bar bund. Der er kun et meget sparsomt signalement af gerningsmanden: 185 centimeter høj, kraftig af bygning og iført mørkt tøj.

Bageren fik nogle knubs under sammenstødet med røveren, men er ikke kommet alvorligt til skade.

BNB