Siden den 25. januar har 34-årige Jonathan Holst Nielsen fra København været meldt savnet. Tirsdag blev han fundet i vandet i en mergelgrav syd for Herlufmagle. Skudt og bagbundet på hænder og fødder. Selvom hans venner havde håbet at finde ham i live, er de glade for, at de nu kan få en afklaring.

Det fortæller 71-årige Flemming Larsen og 70-årige Leslie Simonsen, der i henholdsvis stuelejlighederne til højre og venstre i den samme opgang i Valby, hvor Jonathan Holst Nielsen boede.

Begge har de kendt ham i omkring tre år.

»Det gør mig rigtig ondt at høre, at det er Jonathan, for han var en rigtig god kammerat. Jeg hørte lige om fundet af en mand i mergelgraven i går i nyhederne, men at det er Jonathan..,« siger Flemming Larsen, der denne fredag har besøg af Leslie Simonsen, da han får overbragt nyheden.

»Jeg ved ikke, om det er en trøst, at han er blevet skudt først, før han blev efterladt i mergelgraven, men det er ikke en trøst, at han ikke er her mere,« siger Flemming Larsen, mens Leslie Simonsen fortsætter:

»Det er jo tragisk. Han stod os meget nært, vi betragtede ham som vores ven. Det er et tab for os, og han vil blive savnet,« siger han.

»Han var en guttermand«

Flemming Larsen og Leslie Simonsen har udelukkende positive ting at fortælle om Jonathan Holst Nielsen, som kun nåede at blive 34 år gammel.

»Hvis der var det mindste, han kunne hjælpe med, så stod han til rådighed. Han var en rigtig guttermand. Når han mødte de ældre kvinder i opgangen, hjalp han dem op med deres varer. Lige som han altid gav et nap med, hvis vi havde brug for en hånd. Sådan var Jonathan. hvor er det trist, at jeg er nødt til at sige ’var’,« siger Flemming Larsen.

Ifølge naboerne var Jonathan Holst Nielsen uddannet dørmand og arbejdede indtil sin forsvinden for et transportfirma. De beskriver ham som høj, muskuløs og særdeles vellidt.

»Han var en rigtig god kammerat. Sød, utrolig flink og altid hjælpsom. Når man mødte ham på trappen, havde han altid tid til at stoppe op og snakke, på den måde var han enormt udadvendt. Der var ikke noget der, selvom vi er en del ældre end ham,« siger Flemming Larsen.

»Det gør dælens ondt«

Det var to drenge på en vanlig tur ud i den sydsjællandske natur for at finde et godt sted at fiske, der tirsdag fandt liget af Jonathan Holst Nielsen og slog alarm.

Fredag offentliggjorde Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi hans identitet.

Hverken Flemming Larsen eller Leslie Simonsen har nogen idé om, hvad der kan have ført til deres vens død.

»Han havde ingen problemer. Det har han aldrig snakket om. Aldrig nogensinde. Og vi havde hjulpet ham, hvis han havde problemer, som vi kunne have hjulpet ham med. Men det har vi ikke hørt om,« siger Flemming Larsen.

Længe har de to gået og spekuleret på, hvad der kunne være sket med deres ven, siden han pludselig forsvandt i slutningen af januar. De to kender også Jonathan Holst Nielsens kæreste, som stadig bor i lejligheden i opgangen.

»Vi kender hende ganske godt, og hun har været lige så ulykkelig over, hvad der kunne være sket med ham. Vi har alle sammen længe gået og luret lidt og spurgt: 'gad vide, om han dukker op igen på et tidspunkt'. Men det gør han så ikke nu,« siger Flemming Larsen.

Det var gennem fællesskabet i opgangen, at de to lærte Jonathan Holst Nielsen at kende. Flemming Larsen og Leslie Simonsen har flere gange besøgt Jonathan Holst Nielsen. Og nu sluttede deres venskab pludselig før tid.

»Det er en kedelig meddelelse at få, at det er ham, der er død. På den anden side er det også meget godt at få at vide, at man ikke behøver at søge mere. At man ved, hvad der er sket ham,« siger Flemming Larsen og slutter:

»Men det gør dælens ondt at få at vide, at det er ham.«