Kendis-modellen Kira Eggers er stærkt utilfreds.

Torsdag formiddag skulle hun have været i retten med den 35-årige mand, der er tiltalt for at have slået hende og veninden Mascha Vang med slag i ansigtet. I sidste øjeblik blev sagen dog udsat, fordi et vidne fra udlandet ikke kunne komme hjem.

Kira Eggers blev først klar over aflysningen af retsmødet torsdag morgen - en time før det skulle have været afviklet. Det får hende til at brokke sig på sin Facebook-side:

- Jeg skulle ha været i retten i dag, fordi en mand på størrelse med en lille færge, der slog mig ned to gange i træk 100% uprovokeret, har anket sagen, da han mener, det var dybt urimeligt, at han fik en straf,  som ikke engang er fængsel (manden blev i maj idømt 30 dages betinget fængsel i Københavns Byret, red.)

- Den største straf ligger vel i, at han godt ved, at han mister sit job, så hvis man nu anker, så kan man trække sagen ud, og muligvis beholde sit job indtil sagen er afgjort. I hvertfald hæve sin løn. Nu er sagen i landsretten, som han ankede til, så udsat i sidste øjeblik. Et vidne fra udlandet er ikke hjemme, forklarer en frustreret Kira Eggers.

- Man har altså vidst i et halvt år, at man skulle i retten, fordi man selv har anket, og nu en time før møde i landsretten, får jeg af vide, at det er udsat. Statsadvokaten ringede i går aftes godt nok, men jeg nåede ikke at tage den, tilføjer Kira Eggers på sin Facebook-profil.

Hun spekulerer blandt andet i, om der er "sjusket i systemet", så vidnet først er blevet sent indkaldt.

Den 35-årige mand er tiltalt for 12. januar i år på Casper Christensens natklub "Sunday Club" i det indre København at have givet Mascha Vang et knytnæveslag i ansigtet og umiddelbart efter Kira Eggers to slag i ansigtet.

Hvornår ankesagen i Østre Landsret nu kan afvikles, vides endnu ikke.