Fyns Politi har mandag sidst på eftermiddagen anholdt en 34-årig mand, som sigtes for drabet på den 41-årige mand, som mandag morgen blev fundet dræbt.

Den 34-årige anholdte mand kommer fra Odense, og intet begrunder, at det skulle være banderelateret. Der vil tidligt tirsdag morgen blive taget stilling til grundlovsforhør. Det oplyser Fyns Politi.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

Den dræbte 41-årige blev fundet siddende dræbt med knivstik i sin bil på Jacob Hansens Vej i bydelen Hjallese i det sydlige Odense. Han blev fundet mandag morgen kl. 8 ved rettet i sin bil. Manden er død natten til mandag, men retsmedicinere kan endnu ikke fastslå det præcise tidspunkt for hans død. Politiet kender den dræbte fra tidligere kriminalitet.

Brandvæsnet havde rejst et stort telt omkring den bordeaux-røde bil, som den dræbte blev fundet i. Kriminalteknikere i hvide dragter arbejdede hele formiddagen og middagen på stedet, mens politiet var mødt talstærkt op for at få fred fra pressen og holde de nysgerrige på afstand.

Liget blev kørt væk af Falck mandag omkring kl. 14, umiddelbart efter det blev fastslået, at der er tale om et drab. Bilen er ligeledes fjernet fra området.