Der er sket en sammenfiltring af musik og kriminalitet, som bliver mere og mere ekstrem, fortæller musikjournalist.

Håret er strøget tilbage. Han er iført mærketøj. På hans håndled sidder et guldur, og han peger to fingre mod kameraet som en pistol.

I en musikvideo på YouTube synger Milan Rahim om at lave hurtige penge. Bag ham står en flok børn og unge med anden etnisk baggrund. De lægger den ene arm oven på den anden, så de former et T.

T'et står for Taastrup, for det er her Milan Rahim er vokset op. Det var også her, han søndag eftermiddag blev stukket med en kniv i hjertet og lungen. Skaderne er så voldsomme, at han er blevet erklæret hjernedød.

En 19-årig rapper blev livsfarligt såret og døde senere af sin kvæstelser, da han blev stukket ned i Taastrup 14. november.
En 19-årig rapper blev livsfarligt såret og døde senere af sin kvæstelser, da han blev stukket ned i Taastrup 14. november. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

Under kunstnernavnet MILAN havde Milan Rahim opnået relativ succes som spirende rapper på den danske hiphop-scene.

»Han var ikke rigtig brudt igennem, men han havde et publikum og kunne nå at udvikle sig. Han havde haft en del succes i forhold til sin unge alder,« siger Kristian Karl, der er journalist på musikmagasinet Soundvenue.

Sangene 'Maradona' og 'Vilde Vesten' er hver især blevet afspillet 500.000 gange på Spotify, og videoen til sangen »La Calle« er blevet vist omkring halvanden million gange på YouTube.

»Gadedreng uden tvivl,« synger Milan i sangens omkvæd.

Og han er langt fra den eneste 'gadedreng', der har opnået succes på den danske hiphop-scene.

Flere store rapnavne udspringer af landets mest belastede boligområder, og flere af dem kan direkte eller indirekte sættes i forbindelse med alvorlige og grove overtrædelser af straffeloven.

I april blev den dansk-somaliske rapper Jamaika idømt forvaring for to grove overfald, hvor han blandt andet trampede på sit offers hoved og forsøgte at stikke et andet offer med en 30 centimeter lang kniv. Forvaringsdommen er anket.

Jamaika på Countdown scenen under Roskilde 2016.
Jamaika på Countdown scenen under Roskilde 2016. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Foruden sine voldsofre har Jamaika også flere musikalske hits på samvittigheden. Hans sange, der handler om at tage stoffer og begå kriminalitet, er blevet lyttet til millioner af gange på Spotify.

Jamaika har kontrakt med Universal, og ifølge Kristian Karl er det en klar tendens i tiden, at gangsterrap bliver udført af ægte gangstere.

»Der er en fascination og heltedyrkelse af rappere, der udlever det, de rapper om. Det gør musikken mere hård, og miljøet omkring musikken mere hårdt,« siger han.

Det står endnu værre til i Sverige, hvor bandekriminalitet og populærmusik nærmest er smeltet sammen. I oktober blev en af Sveriges mest populære kunstnere, 19-årige Einer, dræbt af skud i Stockholm-forstaden Hammarby.

Einar blev skudt på klos hold tidligere i oktober.
Einar blev skudt på klos hold tidligere i oktober. Foto: Jessica Gow/TT
Vis mere

En anden af Sveriges populære musikartister, Yasin, er fuldgyldigt medlem af banden Shottaz og sidder fængslet for at have kidnappet Einer forud for hans død.

»Det er nærmest et adelsmærke på Yasin, at han er medlem af en af de mest berygtede bander. Fortællingen i hiphop er ikke længere, at det handler om at tjene penge for at slippe væk fra kvarteret, men mere at man bliver i kvarteret, også selvom det indebærer at man søger rygdækning fra kriminelle miljøer,« siger Kristian Karl.

I Danmark er der også flere eksempler på, at kendte rappere har tilknytning til kriminelle grupperinger. Det bedste eksempel er rapperen A'typisk, der er fuldgyldigt medlem af Satudarah og har udgivet flere musikvideoer, hvor han hylder bandens kriminelle kodeks.

Trods den åbenlyse bandetilknytning optræder A'typisk jævnligt i sange produceret med andre store hiphop-navne.

Screenshot fra musikvideoen til sangen 'STTS' med den kendte rapper A'typisk.
Screenshot fra musikvideoen til sangen 'STTS' med den kendte rapper A'typisk.
Vis mere

Og netop det aspekt, at pladeselskaber tjener penge på musik, der forherliger et kriminelt liv, er noget, der mangler en debat om, mener Kristian Karl.

»Jeg tror ikke på, at censur nytter noget, men det er værd at have en debat om, at noget af den mest populære musik i landet kommer fra de her miljøer, og at det kun ser ud til at blive mere ekstremt,« siger han.

De rå hiphop-tekster blev også til virkelighed 22. juli sidste år, da en 25-årig mand blev dræbt af skud ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus. Offeret, Abukar Hassan Ali, var også kendt som rapperen Schmur og var nået endnu længere i sin popularitet end Milan Rahim. En 41-årig mand er tiltalt for drabet, som politiet mener skete som led i et opgør om hashhandel.

Tre personer er varetægtsfængslet for drabsforsøg på Milan Rahim og et andet offer. Politiet mener ikke, at knivstikkeriet var banderelateret.

Schmur er den afdøde rapper. Mandag fortsatte den mystiske sag om, hvordan og hvorfor en planlagt hashhandel ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus forrige sommer endte i et makabert drab.
Schmur er den afdøde rapper. Mandag fortsatte den mystiske sag om, hvordan og hvorfor en planlagt hashhandel ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus forrige sommer endte i et makabert drab.
Vis mere