En lastbil brød onsdag morgen i brand på E45 ved Haderslev mellem frakørsel 66 Christiansfeld og frakørsel 67 Haderslev N.

Det gav store trafikale problemer på strækningen, og i flere timer var der fire kilometer kø.

Oprydningen på stedet trak ud og tog adskillige timer, men vagthavende ved Vejdirektoratet, Kenny Bøgh Lund, oplyste, at vejen ville blive åbnet igen omkring 13.20.

- Vi forventer, at køen lige så langsomt vil gå i opløsning, så snart vejen bliver helt åben igen, sagde han.

Uheldet skete onsdag morgen på Den Sønderjyske Motorvej syd for Kolding i retning mod Haderslev mellem frakørsel 66 Christiansfeld og frakørsel 67 Haderslev N.

Både nødsporet og første vognbane var spærret, og bilisterne kunne kun køre meget langsomt forbi i anden vognbane.

Lastbilen, som var fyldt med sodavand, brød angiveligt i brand på grund af overophedning i bremserne. 

Køen er nu afviklet, fortæller Syd og Sønderjyllands politi.