Der er blevet begået hærværk mod en byggeplads i Dragør, der skulle huse 25 flygtninge. Borgmesteren fordømmer handlingen.

En byggeplads i Dragør Kommune, hvor der opføres boliger til 25 flygtninge, er blevet udsat for groft hærværk af ukendte gerningsmænd. Det skriver DR P4 København.

I øjeblikket arbejder kommunen på at etablere et kloaksystem, vandrør og el-installationer til boligerne, der er såkaldte boligpavilloner.

»Der har været hærværk. Der er blevet hældt benzin ned i kloakrørene og ud over el-installationerne og sat ild til det,« siger borgmester i Dragør Kommune, Eik Bidstrup (V) til DR P4 København.

Flere steder i Tyskland har der været eksempler på hærværk og chikane mod flygtninges bosteder, men også herhjemme er, der blevet udført hærværk mod et asylcenter.

Det skete mod et asylcenter på Djursland i slutningen af august. Her blev en minibus brændt af, og der blev tegnet hagekors på bygningen.

Det er endnu ikke klart, om hærværket i Dragør skyldes, at byggegrunden skal bruges til at huse flygtninge. Men uanset hvem der står bag branden, og hvad motivationen er, så fordømmer borgmesteren ifølge P4 handlingen.

Kommunen har videregivet sagen til politiet.