En kvinde midt i 30'erne måtte lørdag eftermiddag reddes ned af den gamle Lillebæltsbro efter at hun havde fået et ildebefindende.

Episoden skete under en såkaldt bridgewalking på den Gamle Lillebæltsbro, skriver fyens.dk. Det foregår 60 meter over havets overflade, og 20 meter over togskinnerne og vejbanen på broen, fortæller hjemmesiden bridgewalking.dk

»Hun får et ildebefindende og er bevidstløs et halvt minut og får fråde om munden. Guiderne gør det helt korrekte og alarmerer 112, da de har en gæst, som de ikke er kontaktbar med,« fortæller beredskabsinspektør Ole Olsen fra Middelfart Brandvæsen til fyens.dk.

Det lykkes arrangementets guider at få kvinden hen til en nedgang, hvor brandfolk hjalp hende ned og hen til en ambulance. Hendes tilstand kendes ikke, men kvinden var selv i stand til at gå ind i ambulancen.