En 29-årig kvinde er efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg lørdag blevet varetægtsfængslet i tre uger for at have stukket en bekendt i ansigtet med et stikvåben under et skænderi.

Ifølge nordjyske.dk blev kvinden fængslet for gentagelsestilfælde, eftersom hun var på prøveløsladelse og tidligere dømt for personfarlig kriminalitet.

Det var en 28-årig mand, det gik ud over, da de to kom op at skændes i en lejlighed på Poul Buås Vej i Aalborg fredag aften. Han måtte en tur på skadestuen og behandles for stiklæsioner i ansigtet.

»Hun har formentlig slået vasken i stykker og taget et stykke i raseri,« siger anklager ved Nordjyllands Politi Mette Høg Bonvin til nordjyske.dk og tilføjer, at der blev fundet et stykke fra en vask i en blodpøl.

Den 29-årige nægtede lørdag at udtale sig i retten.

BNB