En 47-årig kvinde fra Herning er sigtet for farlig vold eller for at have udsat andre for fare, efter at hun puttede en morfinpille i to milkshakes, som hun lavede til sine naboer.

Hændelsen fandt sted lørdag aften, da den 47-årige indfandt sig hos to ældre mand i ejendommen, hvor de alle tre bor. Halvvejs gennem mælkedrikken syntes den ene nabo, at den smagte mærkeligt, og han frarådede straks den anden nabo at drikke sin milkshake.

Mistanken om urent trav blev styrket af, at den mistænksomme nabo efterfølgende fandt en halvt opløst morfinpille i bunden af glasset. Det fik de to mænd til søndag at anmelde kvinden til politiet. Mandag blev hun så fremstillet i grundlovsforhør, sigtet efter den grove voldsbestemmelse.

Dommeren valgte at løslade kvinden, da man ikke fandt grundlag for at varetægtsfængsle hende. Anklagemyndigheden har dog kæret afgørelsen til Vestre Landsret, og politiet opretholder sigtelsen.

»Kvinden forklarede ved grundlovsforhøret, at hun gjorde det for at give de to mænd en oplevelse. Men så skulle hun jo have fortalt dem om det på forhånd. Hun kunne jo ikke vide, om en af dem havde en sygdom, der gjorde, at de ikke ville kunne tåle morfinen,« siger politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Det pågældende morfinpræparat skal nu undersøges nærmere for at fastslå dets styrke. Morfinpræparatet var angiveligt ordineret af kvindens læge.