I sidste uge blev han dømt for blandt andet flere indbrud, men løsladt til senere afsoning af straffen på 14 måneders fængsel.

Men allerede tirsdag middag kan en 32-årig mand igen tage plads foran dommeren i byretten i Aarhus, efter at han i nat gik i en regulær politifælde.

Det endte med, at manden blev anholdt, efter at han blev løbet op af en letbenet politihund, da han forsøgte at flygte fra betjentene.

Østjyllands Politi fik klokken 00.30 natten til tirsdag en anmeldelse om, at en person luskede rundt ved nogle villaer i Stationsgade i Risskov.

Kort efter var en hundepatrulje på stedet, og politihunden snusede sig frem til en taske, der lå gemt i en hæk i nærheden. I tasken lå en del formodede tyvekoster – blandt andet nogle Kay Bojesen-figurer og et værdifuldt armbåndsur. 

Desuden havde gerningsmanden tilsyneladende en stjålet cykel med.

Betjentene besluttede at lægge sig på lur, og de lod derfor tasken stå, mens de gemte sig i nærheden.

Og omkring en halv time efter dukkede den 32-årige mand op, og da han tog fat i tasken, gav betjentene sig til kende.

Den 32-årige forsøgte at løbe fra dem, men politihunden var markant hurtigere end ham, og få sekunder efter var han anholdt.

Han er foreløbigt sigtet for hæleri, og politiet har endnu ikke fundet frem til, hvor kosterne stammer fra.

Når den anholdte tirsdag middag bliver ført ind i Retten i Aarhus til grundlovsforhør, har han et vist forhåndskendskab til omgivelserne.

Tirsdag i sidste uge blev han idømt en straksdom på 14 måneders fængsel for blandt andet flere indbrud.

Dommeren besluttede dog ved den lejlighed at løslade ham, indtil han kunne afsone straffen, men nu er han altså igen blevet anholdt og skal igen stilles for en dommer.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har på forhånd bekendtgjort, at man vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.