Et lagerhotel på Mosevej nær havnen i Næstved er tirsdag eftermiddag brudt i brand.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer folk i området til at blive inden døre og undlade at søge mod området.

»Man arbejder kraftigt på at få branden under kontrol derude, og røgudviklingen har også ændret sig fra at være en markant tyk, sort røg til at blive en fin hvid røg. Så det tyder på, at branden er ved at være slået ned,« siger vagtchef Ole Hald.

Når folk skal holde sig væk fra området, er det ifølge vagtchefen for at give plads til brandfolkene.

Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget branden.

BNB