To personer har tirsdag eftermiddag mistet livet i en større trafikulykke i Nordjylland. 

Det oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

Ulykken skete, da en lastbil og en varevogn – uvis af hvilken grund – kørte sammen på Hovedvej 13 i i krydset Smorupvej og Viborgvej mellem Lille Binderup og Sønderup i nærheden af Aars i Himmerland. 

»Da vi kommer ud på stedet, er der to personer, der er ukontaktbare og uden puls,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen til Ritzau.

Anmeldelsen kom klokken 15.15 og lød på, at der var fastklemte. 

Nordjyske oplyser, at det er de to personer, der sad i varevognen, der er omkommet. 

Kort efter ulykken blev en lægehelikopter tilkaldt til stedet, og da lægen ankom, blev de to erklæret døde. 

Vagtchefen kan tirsdag eftermiddag ikke sige noget om tilstanden for en tredje person, der også var involveret i ulykken.

Det er endnu ukendt, hvad årsagen til ulykken er. Det skal en bilinspektør forsøge at kaste lys over.

Ifølge TV2 Nord, er de pårørende endnu ikke underrettet. Derfor er politiet tilbageholdende med at oplyse køn og alder på de dræbte. 

Da politiet og bilinspektøren arbejder på ulykkesstedet, vil Hovedvejen 13 være spærret en rum tid.

Klokken 16 siger vagtchefen, at han forventer, at der vil gå i hvert fald nogle timer, før der kan åbnes for strækningen.

'Bilister bedes søge anden rute,' skriver Nordjyllands Politi på X.

TV 2 Nord skriver, at der er trafikalt kaos på ulykkesstrækningen. 

»Jeg får løbende meldinger, men det er stadig kaos derude. Det er selvfølgelig selve ulykken, men det giver også store trafikale udfordringer.«