Med grov og vulgær sprogbrug krænkede en vagtholdsfører i Den Kongelige Livgarde ifølge den militære anklagemyndighed flere kvinder. 

Blandt andet blev en kvindelig garder omtalt som »yngste fisse«, ligesom den 42-årige seniorsergent også lagde fysisk an på andre kvindelige gardere. 

I den forbindelse sendte han blandt andet pornografisk materiale til dem – herunder billeder og videoer af sig selv, hvor han onanerede.

Det fremgår af anklageskriftet fra den militære anklagemyndighed – Forsvarsministeriets Auditørkorps – som B.T. har fået aktindsigt i. 

Heraf fremgår det, at anklageren i retten vil kræve seniorsergenten idømt fængsel.

Vagtholdsføreren skulle ifølge anklageskriftet også have sagt foran flere andre, at det var rart med en kvindelig sergent på vagtholdet, som man kunne »invitere ned om natten«.

Ifølge Auditørkorpset skulle disse udtalelser være faldet i perioden fra april 2020 til december samme år. Det anses af auditøren for at være et brud på en bestemmelse i den militære straffelov om krænkelser af en underordnet.

Anklageskriftet indeholder flere af den type anklagepunkter, men der er i sagen også rejst tiltale efter den borgerlige straffelov, altså den lov, som alle i landet er omfattet af.

Her er vagtholdsføreren tiltalt for i flere tilfælde at have krænket nogens blufærdighed.

Blandt andet skulle manden i maj eller juni 2020 have trukket en kvinde ind til sig, kysset hende og sagt »du vil jo gerne. Og senere samme dag skulle vagtholdsføreren have gentaget kysset. Det hele foregik på Livgardens kaserne i Gothersgade ved Rosenborg Slot midt i København.

Samme kvinde fik ifølge tiltalen også tilsendt billeder af den onanerende vagtholdsfører, ligesom hun gentagne gange blev spurgt, om hun ville have sex med ham.

Derudover er han anklaget for under en tjenesterejse til Paris i juli 2019 at have gramset på en underordnet kvindes bryst to gange uden på tøjet.

Manden er desuden anklaget for vold ved på kasernen i marts 2020 at have uddelt en lussing. Anklageskriftet er anonymiseret, og det fremgår ikke, om offeret var en mand eller en kvinde.

Ud over anklagerne om krænkelse er vagtholdsføreren anklaget for i februar at have udsat en person for fare. Det skete i februar 2021 på Marinestation København på Holmen i København.

Her kørte han ifølge anklageskriftet i et militært køretøj frem mod en person, som måtte springe til side, for ikke at blive ramt. Vagtholdsføreren kørte med en hastighed på 40 kilometer i timen, lyder anklagen.

Den 42-årige mand er også tiltalt for efter den militære straffelov at have udsat en garder for en grov krænkelse under en vagt på Amalienborg Slot. 

Som et ulovligt disciplinarmiddel blev garderen her i sine sideordnedes påsyn befalet til at blive stående i rørstilling i omkring 20 minutter, fordi garderen ikke kunne opremse en række vejnavne.

Straffesagen mod seniorsergenten indledes 29. januar i Københavns Byret.

Der ventes dom i den første uge af februar. Den tiltalte nægter sig skyldig.