Den lille pige på halvandet år, som i går aftes var blandt passagererne i en bil, der kolliderede med en Movia-bus i Skibby i Nordsjælland, er i kritisk tilstand.

Ulykken kostede allerede mandag aften bilens chauffør, en 19-årig mand, livet. Han døde på stedet, da hans lille Chevrolet ramte det forreste hjørne på bussen og blev fuldstændig smadret, oplyser Peter Olesen, vagtchef ved Nordsjællands Politi til bt.dk.

»Han har formentlig lavet en overhaling rundt om et helleanlæg. Undersøgelser skal nu vise, om det har været en bevidst overhaling. Men noget tyder på, at det har været bevidst for at spare tid. Da han rammer bussen, mister han herredømmet, mens bussen fortsætter med svigtende bremser og får kørt op ad en skråning«, siger Peter Olesen.

Bussen slipper med materielle skader, og der sker ikke noget med buschaufføren, som ikke havde passagerer med.

Læs også: 19-årig mand død og barn i livsfare efter færdselsulykke

Den lille piges mor, en 17-årig kvinde, var også med i bilen. Hendes tilstand var kritisk til at begynde med, men mandag aften blev hendes kvæstelser beskrevet som lettere. Hvilken relation den unge kvinde og mand har haft til hinanden, ved Nordsjællands Politi endnu ikke noget om.

Ulykken skete mandag eftermiddag i krydset mellem Skibbyvej og Hovedgaden i Skibby.