»Jeg slår din mor ihjel, hvis du fortæller hende om det her.«

Ifølge politiet var det en del af de trusler, som en 34-årig mand brugte til i mindst en håndfuld tilfælde at voldtage en lille pige, der kun var fem år gammel, da overgrebene begyndte.

Det mener anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, der i næste uge vil tiltale den 34-årige ved byretten i Aarhus.

Han sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i sagen, men nægter sig skyldig.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået indblik i, tiltales han for gennem en periode på godt fire måneder sidste år at have udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed til at begå både de fuldbyrdede voldtægter og en række andre blufærdighedskrænkelser af pigen.

Selvom pigen ifølge tiltalen forsøgte at modsætte sig overgrebene og blandt andet sagde »Du skal ikke gøre de her ting«, blev hun holdt fast og udsat for voldtægterne.

Kort efter anmeldelsen af den 34-årige mand fandt politiet både på hans bærbare computer og mobiltelefon også en række børnepornografiske film.

Børneporno kategoriseres af politiet i tre kategorier efter optagelsernes grovhed. I det aktuelle tilfælde vurderer politiet filmene til at høre til i den mellemste kategori 2 (mindreårig under 18 år i seksuel aktivitet med enten en voksen eller en anden mindreårig).

Da den 34-årige ikke er dansk statsborger, har anklagemyndigheden i anklageskriftet også taget forbehold for at kunne nedlægge en påstand om udvisning med indrejseforbud.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: