Livstidsfangen Jørgen Saugsted, der i september 2014 skød og dræbte en advokat i Københavns Byret, er død i sin celle i Herstedvester Fængsel.

Den 76-årige mand, der ved skyderiet i retten med en oversavet jagtriffel også ramte og invaliderede sin svigersøn, døde natten til tirsdag.

Det oplyser hans familie til B.T.

»Fars helbred blev dårligere og dårligere, men vi føler os langt fra sikre på, at han fik den fornødne hjælp op til sin død. Derfor har vi bedt om, at hans lig nu bliver obduceret,« fortæller datteren Linda Saugsted.

Jørgen Saugsted blev idømt fængsel på livstid, fordi han i september 2014 skød og dræbte advokat og far til tre Anders Lindholt i fogedretten i København. 

Samtidig sårede han også sin tidligere svigersøn livsfarligt med flere skud fra den oversavede jagtriffel, som han dagen inden har forkortet med en nedstryger, så riflen kunne være i hans taske. 

Eks-svigersønnen er i dag erklæret 55 procent invalid.

Bedstefaren besluttede sig for at skyde i byretten, fordi han håbede at hjælpe sin datter i en fastlåst og bitter samværssag, der kørte omkring barnebarnet.

Det blodige skyderi ramte dog ikke kun svigersønnen og hans advokat, men i høj grad også gerningsmandens egen familie.

Udover at han selv kom til at tilbringe resten af sine dage bag tremmer, endte skyderiet også med, at datteren i dag har mistet forældrerettigheden til sin søn, der er anbragt i familiepleje.

Det sidste billede af den sygdomsramte Jørgen Saugsted og hans datter Linda.
Det sidste billede af den sygdomsramte Jørgen Saugsted og hans datter Linda. Foto: Privat
Vis mere

Skyderiet i fogedretten i København fandt sted 16. september 2014 om formiddagen.

Her mødte Jørgen Saugsted op for at repræsentere datteren og havde medbragt sin oversavede jagtriffel.

Svigersønnens advokat blev dræbt på stedet af tre skud fra riflen. 

Svigersønnen blev livsfarligt såret, men overlevede med nød og næppe takket være hurtig lægehjælp.

Den eneste grund til, at han ikke blev dræbt var, at Jørgen Saugsted løb tør for patroner efter seks skud. 

»Jeg skulle have taget flere patroner med,« kunne man senere høre ham sige i de dramatiske minutter, som han selv lydoptog på en medbragt diktafon.

Af samme grund kunne Jørgen Saugsted heller ikke tage sit eget liv, som han ifølge et afskedsbrev først havde planlagt.

I brevet skrev han, at han ville befri datteren for ekssvigersønnen og hans advokat, og at han alene havde planlagt skyderiet.

Som en konsekvens af skyderiet i retslokalet i København blev der hurtigt efter indført grundig adgangskontrol med blandt andet metalscannere i langt de fleste retsbygninger i Danmark.

Under afsoningen af livstidsdommen nåede Jørgen Saugsted at være anbragt i forskellige fængsler, men tilbragte den sidste tid i Herstedvester.

Her døjede han ifølge familien blandt andet med hjerteproblemer og formentlig tarmkræft.

»Det tog hårdt på ham at være i fængsel. Han havde gennem hele sit liv altid været fysisk aktiv og holdt sig i gang, men tiden bag tremmer fik det til at gå ned ad bakke med hans helbred. Han spiste mindre og mindre, og det ser ud til, at han til sidst ikke kunne holde ud at være her mere,« fortæller hans datter til B.T.

Hun erfarede om sin fars død, da der dukkede to betjente op hos hende, hvor de bankede på og spurgte om lov til at komme indenfor.

»De fortalte, at han var blevet fundet død i sin celle, hvor han var gået bort i løbet af natten til tirsdag. Og jeg må indrømme, at der faktisk var flere ting, der indikerede, at han ikke havde det godt – hverken fysisk eller psykisk,« tilføjer hun.

En obduktion skal nu klarlægge den præcise dødsårsag.