En malermester på den københavnske vestegn er blevet dømt for socialt bedrageri for næsten en halv million kroner.

Maleren drev nemlig sin egen virksomhed – uregistreret – samtidig med, at han fik udbetalt kontanthjælp.

Det skriver lokalavisen.dk.

Manden er netop blevet dømt i byretten for bedrageri for over 435.000 kroner. Bedrageriet har stået på i en periode på mere end tre år.

Manden erkendte sig skyldig og blev straffet med ni måneders betinget fængsel og ulønnet samfundstjeneste på 150 timer. Derudover skal han betale hele beløbet tilbage.

»Enkelte borgere tror desværre, at de ustraffet kan snyde det offentlige. Heldigvis har vi i Greve Kommune en dygtig kontrolgruppe, som hvert år modbeviser dette. Dommen viser, at snyd bliver opdaget og giver pletter på straffeattesten. Jeg håber, at det kan afskrække andre fra at snyde,« siger borgmester Pernille Beckmann til avisen.