En alvorlig færdselsulykke på Motorvej E20 mellem Kolding og Fredericia i nærheden af Taulov har kostet en mand livet, mens en anden er kommet alvorligt til skade, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt.

Han oplyser, at politiet kort før klokken 18 modtog besked om, at en personbil var kørt galt i en soloulykke. Manden, der mistede livet, var fører af bilen, mens passageren meldes uden for livsfare.

Motorvejen E20 var på et tidspunkt spærret i begge retninger, da der efter ulykken i det ene spor skete et såkaldt »kigge-uheld« i det modsatte spor.

Sporet fra Koldning mod Fredericia er torsdag aften åbnet igen, oplyser Sydøstjyllands Politi.

BNB