Onsdag aften ved 18:30-tiden var Markus Alexander Kultima ude at gå en tur i sin hjemby Kongsberg.
Han spillede Pokemon Go, mens han talte i telefon, og derfor lagde han ikke rigtig mærke til, hvad der skete omkring ham.
Men da han nåede hen omkring Coop Ekstra i det centrale Kongsberg mødte han en mand, der fik ham til at kigge op fra skærmen.
Manden havde en pil i ryggen.
Fem personer omkom under onsdagens angreb i Kongsberg og mindst tre personer blev såret.
En af de sårede var en civilbetjent, der opholdt sig i Coop Ekstra i byen.
Flere andre vidner har forklaret, at de så en mand, som var ramt af en pil i ryggen, komme ud fra supermarkedet.
»Der sad en pil i ryggen på ham. Det var chokerende,« fortæller et vidne til lokalavisen Drammens Tidende.
Manden med pilen i ryggen bad Markus Alexander Kultima om at løbe indenfor.
»Han kom derfra, hvor jeg skulle til. Jeg vidste ikke, hvad der ventede, og jeg forstod intet. Jeg blev bange,« siger han til Dagbladet.no.
Markus Alexander Kultima bor lige ved siden af Coop-butikken, og da han rundede hushjørnet nogle meter længere fremme for at gå ind i sit hjem, hørte han en kvinde skrige.
»Det var et ondt skrig. Et horrorskrig,« siger han.
På det tidspunkt vidste han ikke, hvad der foregik i den lille by med cirka 25.000 indbyggere. Efterfølgende har politiet kunnet fortælle, at fem personer var blevet dræbt og mindst tre sårede, og det har fået tankerne til at strømme gennem den unge nordmands hoved.
»Det var skræmmende. Jeg fik ikke sovet i nat. Det har været meget ubehageligt. Der er mange følelser og meget ballade,« siger Markus Alexander Kultima.
Han fortæller, at han spekulerer over, hvad der kunne være sket, hvis manden med pilen i ryggen ikke havde advaret ham.
37-årige Espen Andersen Bråthen blev anholdt og har efterfølgende taget ansvaret for drabene. Han har ifølge venner tidligere været tvangsindlagt i psykiatrien. I 2017 konverterede han til islam. Politiet efterforsker sagen som en terrorhændelse, men undersøger også andre motiver.