En afslappende massage på arbejdspladsen fik et stærkt uventet og ubehageligt forløb for en yngre kvinde fra en afdeling på Rigshospitalet i København.

Pludselig mærkede hun massørens ædlere dele mod sin ene hånd i en tilstand, hvor hun ikke var i tvivl om, at han havde erektion.

»Han havde givet mig massage en gang før, hvor jeg havde været i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg mærkede mod min hånd. Det var jeg ikke denne gang,« forklarede kvinden stilfærdigt, men med fasthed i vidneskranken i Københavns Byret.

»Jeg lå på maven på briksen, og oplevede så igen, at han stod meget tæt på min hånd. Jeg var ikke i tvivl om, at der foregik noget, som ikke skulle foregå. Han lavede vuggende bevægelser mod min højre hånd, og jeg kunne mærke, at han havde erektion under sine bukser,« forklarede kvinden.

Hun har under en tidligere afhøring hos politiet forklaret, at hun fik indtryk af, at der fra massørens side var tale om onani, hvor han anvendte hendes hånd passivt.

Bagefter bad massøren hende vende sig om, hvorefter han under massage af hendes ene lår og lysken fem-seks strejfede hendes køn med sine hænder.

»Jeg blev helt paf og frøs i situationen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle foregå på min arbejdsplads,« forklarede kvinden fra vidneskranken.

Ved domsmandssagen i Københavns Byret var den 42-årige massør også tiltalt for at krænket blufærdigheden hos en anden kvinde på samme arbejdsplads nogle måneder tidligere sidste forår.

Retten fandt dog kun massøren skyldig i et enkelt af de sammenlagt tre forhold, som han var tiltalt for i forhold til de to kvinder.

Det udløste en straf på 14 dages fængsel, som dog blev gjort betinget af 30 timers samfundstjeneste. Desuden skal han betale den yngre kvinde en tortgodtgørelse på 10.000 kroner.

Hun har siden flere gange været til psykologbehandling for at få bearbejdet blufærdighedskrænkelsen.

Massøren udbad sig betænkningstid med henblik på eventuelt at anke dommen.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: