En 23-årig terrorsigtet mand skulle i 2013 være draget til Syrien i flere måneder for at give sin støtte til terrororganisationen Islamisk Stat, skriver Ekstra Bladet.

En 23-årig dansk mand, der er sigtet i en terrorsag, var i 2013 i Syrien i tre måneder for at fremme terrororganisationen Islamisk Stats (IS) sag, skriver Ekstra Bladet. Da den sigtede mand i marts i år ville af sted igen, fik han inddraget sit pas, så han ikke kunne rejse.

Det fremgår ifølge avisen af sigtelsen mod den 23-årige, som onsdag blev læst op i Retten i Glostrup i forbindelse med et retsmøde i sagen, hvor dommeren valgte at nedlægge navneforbud. Den sigtede mand var ikke selv til stede i retten.

Det oplyses ikke, om manden, der har bopæl i København, decideret har kæmpet for IS, men ifølge sigtelsen har han givet sin støtte til terrorgruppen.

Det skulle angiveligt være i perioden 14. juli 2013 til 14. oktober 2013, at den 23-årige rejste til Syrien at »fremme Islamisk Stats sag«, fremgår det af sigtelsen.

Den sigtede har ifølge både Politiken og Ekstra Bladet siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel for at støtte IS i to måneder.

Hos Københavns Vestegns Politi har man indtil videre ikke ønsket at kommentere detaljerne i sagen over for Ekstra Bladet, men det bekræftes, at en person er anholdt og sigtet i en terrorrelateret sag.

I Danmark kan man straffes for at billige terror, yde finansiel støtte til terrororganisationer eller opildne til terrorhandlinger.