Metroen til Københavns Lufthavn kører igen, efter at flere tog tidligere mandag aften holdt stille på grund af en større politiaktion.

Mandag aften har der været et stort politiopbud ved Københavns Lufthavn, efter politiet fik en anmeldelse om mistænkelig mand i metroen.

Det oplyser Københavns Politi.

Kl. 21.20 blev manden pågrebet i lufthavnen. Det viste sig, at mistanken var ubegrundet.

»Det viste sig at være en person, som ikke normalt er bosiddende i Danmark. Vi er ved at finde ud af, hvorfor han er her, men den mistanke vi reagerede på, viste sig at være ubegrundet. Vi skal dog lige afhøre ham,« siger vagtchef Carsten Reenberg til bt.dk.

Hvad der efterfølgende skal ske med manden afhænger af, om han har opholdstilladelse i Danmark eller ej. Det ved politiet ikke på nuværende tidspunkt.