Mindesmærket Den Tapre Landsoldat, der er Fredericias vartegn, har været udsat for hærværk, skriver Fredericia Dagblad.

Videoovervågning viser, hvordan syv mænd brækker et bronzeblad af Den Tapre Landsoldat.

Hærværket, der er meldt til politiet, skete søndag den 19. juli klokken 03.00. Bronzebladet, der blev brækket af, er fundet. Det er de syv mænd ikke endnu.

Mindesmærket er skabt af billedhuggeren H.W. Bissen. Det blev afsløret den 6. juli 1858, og er ifølge landsoldaten.dk verdens første monument over den menige ukendte soldat.

Mindesmærket består af en 3,75 meter høj bronzestatue, som står på et 2,5 meter højt granitfodstykke. Statuen fremstår som den menige ukendte soldat klædt i uniform model 1848.

BNB