En mistænkelig kuffert på Hillerød Station tvang mandag aften DSB til at stoppe togtrafikken mellem Hillerød og Birkerød. Mistanken viste sig dog at være ubegrundet.

Kufferten befandt sig i et tog i spor et, og politiets aktion blev udvidet med Ammunitionsrydningstjenesten, der ankom til stationen og undersøgte den nærmere.

»Den viste sig at være ufarlig,« siger Steffen Østergaard, vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Politiets undersøgelse var samtidig grunden til, at al trafik mellem Hillerød og Birkerød stoppede, mens politiet arbejdede, oplyste DSB.

Området omkring stationen blev ligeledes afspærret, og der var omkring 12 betjente til stede ved stationen, oplyste flere øjenvidner til bt.dk omkring klokken 20:45 mandag aften.

Alle afspærringer er nu ophævet, og der er igen åbnet for togtrafikken.