Politiet er igen på bar bund i sagen om drabet på den 71-årige Lone Søndergaard, der sidste år blev stukket 40 gange med en kniv i sin lejlighed i Lyngby. 45-årig mistænkt løsladt efter manglende beviser.

71-årige Lone Søndergaard fra Lyngby blev en oktoberaften sidste år fundet dræbt af 40 knivstik i halsen og brystet i sin entré.

Mere end et år efter blev en 45-årig mand i begyndelsen af november anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Men nu står Nordsjællands Politi igen på bar bund i sagen efter at have løsladt den 45-årige på grund af manglende beviser.

Ifølge eb.dk er det især resultatet af negative DNA-undersøgelser af den mistænktes tøj og sko, der er årsag til løsladelsen.

Politiet har tidligere betegnet knivdrabet på Lone Søndergaard som »bestialsk« og »meningsløst«, og da det var særdeles voldsomt, formoder politiet, at drabsmanden har fået blod på tøjet.

Derfor blev den 45-åriges tøj undersøgt for DNA i håbet om, at der stadig var blodspor fra Lone Søndergaard - men det var altså ikke tilfældet.

»Vi er selvfølgelig kede af, at vi igen står på bar bund, men vi er naturligvis heller ikke interesseret i, at en uskyldig mand sidder varetægtsfængslet på en så alvorlig sigtelse. Vores undersøgelser har ikke kunnet underbygge, at han skulle være gerningsmanden. Vi har gjort det, som vi kunne,« siger efterforskningsleder Kenneth Støvhase fra Nordsjællands Politi til eb.dk.

Drabet på den pensionerede bibliotekar skete 31. oktober, hvorfor det siden er blevet kaldt »Halloween-drabet«. Politiets teori er desuden, at drabsmanden trods blod på tøjet kunne flygte fra lejligheden uden at vække opsigt, fordi gaderne i forvejen var fyldte med folk i uhyggelige kostumer.

Lone Søndergaard boede alene, og efter drabet var der ikke stjålet noget fra hendes lejlighed.

Den nu løsladte 45-årige mand tilhører ifølge eb.dk et misbrugsmiljø, og på gerningstidspunktet holdt han til i Lyngby.

Mordvåbenet er aldrig blevet fundet.