Højlydt hulkende blev en mor fra Nordsjælland torsdag formiddag ført ind i byretten i Hillerød.

Her er hun sammen med sin eksmand tiltalt i en ualmindelig sag om seksuelt misbrug af parrets to børn. 

Ifølge tiltalen blev børnene – en søn og en datter – voldtaget i årevis i hjemmet fra de var syv år gamle.

Også tre piger uden for familien blev efter anklagemyndighedens vurdering udsat for voldtægt eller blufærdighedskrænkelser.

Sådan lyder det rystende indhold i de usædvanlige tiltalepunkter, som Nordsjællands Politi har rejst mod forældrene.

De blev begge anholdt i efteråret 2022 og har siden været varetægtsfængslet.

Børnenes mor har under afhøringerne erkendt dele af tiltalen i et omfang, så det sidste sommer var meningen, at hun først kunne få afgjort sin sag som en tilståelsessag ved byretten i Hillerød. 

Men i retten viste det sig, at hendes erkendelser ikke kunne række til at afvikle sagen som en tilståelsessag, og derfor er hun nu tiltalt i en domsmandssag sammen med børnenes far.

Parret har siden deres anholdelser opløst deres forhold, og i retten holdt hun det meste af tiden en hånd for sit udsyn til den side, hvor den tidligere samlever sad.

Da sagen blev indledt torsdag formiddag, sad moderen opløst i tårer ved siden af sin forsvarer, indtil hun nåede til et punkt, hvor hun næsten ikke længere kunne trække vejret og i hulkegråd måtte flygte ud i et tilstødende lokale.

På det tidspunkt havde hun via sin forsvarer tilkendegivet, at hun ikke kunne huske noget om episoderne med børnene, men gerne ville erkende sig skyldig i det, som de forklarede.

Børnenes far kunne erkende sig skyldig i nogle af tiltalepunkterne, men ikke alle. Og han vil protestere indædt mod anklagerens påstand om, at han skal idømmes forvaring på ubestemt tid.

Begge parrets børn begyndte ifølge anklagerne at blive voldtaget af begge forældrene fra syvårsalderen.

Det skete angiveligt rutinemæssigt. For sønnen i perioder ugentligt og for datteren i perioder dagligt.

Ifølge anklageskriftet mod forældrene, som B.T. har fået aktindsigt i, udnyttede forældrene deres fysiske og psykiske overlegenhed for at kunne misbruge børnene.

Blandt andet fik børnene ting og penge som modydelse, ligesom forældrene truede med, at de ville komme i fængsel, hvis de blev anmeldt til politiet.

I enkelte tilfælde blev overgrebene også optaget på video og billeder.

Forældreparrets trang til at optage går også igen i et par andre af de øvrige anklagepunkter.

En dengang cirka 12-årig pige, der var på besøg i familiens hjem, lå for godt en halv snes år siden i dobbeltseng med forældrene.

Her blev hun bedt om at tage billeder af, at den nu anklagede mor udførte oralsex på sin partner.

Forældreparret var også sammen i bad med den besøgende pige og kommenterede blandt andet hendes kønsbehåring.

På samme badeværelse satte forældrene ifølge politiets anklager også i et par uger skjult videoovervågning op, som både menes at kunne have krænket blufærdigheden hos teenagebørnene og andre personer, der kom i hjemmet og benyttede badeværelset.

Selvom den tiltalte mor har skiftet navn under sin varetægtsfængsling, er begge forældre beskyttet af et navneforbud.

Da de forurettede børn ifølge retsplejeloven også har et ubetinget krav på anonymitet i forhold til offentlig omtale, undlader B.T. i omtalen at nævne en række konkrete detaljer af tidsmæssig og geografisk karakter.

Ydermere besluttede retten ved sagens start at nedlægge et referatforbud, der vil gøre det ulovligt at beskrive, hvad der under sagen kommer frem i retten.

Det skete trods pressens protester over, at et fuldstændigt referatforbud reelt vil være en komplet mørklægning af sagen.