En mand omkom natten til fredag i en voldsom motorcykelulykke i Viby Sjælland uden for Roskilde, mens en anden person blev hårdt kvæstet.

»Den ene blev dræbt på stedet, mens den anden blev kørt på sygehuset og skal scannes. Vi arbejder stadig på sagen, så det er ikke så meget, vi kan sige om den på nuværende tidspunkt.«

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, René Sø Pedersen, til bt.dk.

Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvor alvorlige kvæstelser, der er tale om, men umiddelbart lader det til, at personen er nådigt sluppet.

Klokken var 02.17, da en taxachauffør ringede til politiet og fortalte, at han havde fundet motorcyklen og den ene forulykkede på Vibyvejen midt i Viby Sjælland.

Da politiet kom til stedet, fandt de den anden person.

»Lige nu ved vi ikke, hvem der har kørt motorcyklen. Vi er i gang med afhøringer, og vi har haft en bilinspektør på stedet,« siger vagtchefen.

Da der ikke var vidner til ulykken, er det endnu uvist, hvad årsagen til ulykken er.

»Vi har naturligvis udtaget en blodprøve af dem begge, men lige nu tyder det på, at det er for høj fart, der har gjort, at føreren har mistet herredømmet over køretøjet,« siger René Sø Pedersen.

Motorcyklen kørte både ind i et plankeværk og et skilt.

Der er tale om to udlændinge, så politiet har endnu ikke fået underrettet de pårørende. Derfor kan vagtchefen endnu ikke sige mere om deres identitet.