En mand er her til morgen død efter en brand i Thorsminde. Men politiet ved endnu ikke, hvem vedkommende er.

Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen om brand på Fuglevænget 4 i Thorsminde klokken 9.46.

Det skriver Dagbladet Holstebro.

»Der var ikke synlige flammer fra huset, men der var en tæt sort røg ud. Brandvæsnet finder så en mand indenfor, der er omkommet,« fortæller vagtchef fra Midt- og Vestjyllands Politi, Gert Høeg.

Måske ikke ejeren

Der er en enkelt mand, der er tilmeldt adressen, men politiet er usikre på, om det er den omkomne.

Læs også:

»Vi synes ikke helt det passer med hensyn til alder, og andre kendetegn. Så lige nu betegner vi den omkommende som »ikke identificeret«,« siger Gert Høeg.

Årsagen til branden kan politiet heller ikke slå fast lige nu.

Området omkring parcelhuset er afspærret, og politiets teknikere er ved at foretage et ligsyn på stedet, og man undersøger årsagen til branden og hvad der er gået forud.

Læs også:

»Herudover forsøger vi at finde ejeren af huset,« siger Gert Høeg, der ikke vil gætte på, om der er sket en forbrydelse.

»Vi gætter ikke på noget, men undersøger sagen. Og lige nu er der nok at undersøge,« siger han.