Det var en nabo, der torsdag aften reagerede hurtigt, da en eksplosion pludselig lød fra et rækkehus i Helsinge.

En eksplosion, der har ført til, at en kvinde og fire unge piger er indlagt i kritisk tilstand.

Det skriver TV 2 og DR, der begge her fredag morgen har talt med naboen – Kenneth Hansen – som var manden, der både anmeldte den alvorlige hændelse til politiet og var med til at hjælpe kvinden og børnene ud fra det brændende hus.

Noget, som han har fået ros for af politiet.

Til TV 2 fortæller den 43-årige mand, at han stod i sit køkken og lavede mad med sin 10-årige søn, da han pludselig hørte den høje eksplosion.

»Der flyver alt muligt ind på vores vindue efter eksplosionen. Jeg løber ud i haven, og der sidder en ung pige på taget, som er fuldstændig forbrændt. Jeg får hende ned til mig og ind på vores badeværelse, hvor jeg straks skyller hende med koldt vand,« siger Kenneth Hansen til mediet.

Til DR forklarer han, at han derefter ringede til alarmcentralen, før han hørte skrig fra nabohuset.

Han løb derfor tilbage til huset, hvor han fik sparket en dør ind, så de personer, der var til stede derinde, kunne komme ud.

»Jeg kan se, at der er flammer over det hele og fuldstændig tilrøget. Helt sort,« forklarer Kenneth Hansen til DR.

Torsdag aften kunne Nordsjællands Politi oplyse til B.T., at i alt fem personer befandt sig i huset:

En kvinde på 44 år, tre piger på 13 år og en pige på 11 år – som alle meldes at være i kritisk tilstand.

Fredag morgen lød meldingen fra vagtchef David Buch, at der ikke er noget nyt om deres tilstand.

Han sender dog en stor ros i retning af den 43-årige mand:

»Det var flot af ham at hjælpe med at få dem reddet ud. En flot heltegerning,« lød det fra David Buch.

Derudover forklarede vagtchefen, at man i løbet af formiddagen skal have teknikere ud til huset for at undersøge årsagen til eksplosionen.

Torsdag aften lød det fra politiet, at en mulig årsag tilsyneladende kunne være lightergas, men til Ritzau fortalte vagtchefen natten til fredag, at det sidenhen er blevet ændret til tørshampoo.

»Det var lidt svært at se til at begynde med, da det hele var forbrændt, men der var ikke noget lightergas inde på værelset, men der var så nogle flasker med tørshampoo,« sagde David Buch fredag morgen til B.T.

»Men indtil vi får det undersøgt, så ligger det ikke helt klart endnu, hvordan det er sket.«

Branden, som opstod ved eksplosionen, er siden blevet slukket.

De pårørende er blevet underrettet om ulykken.