Gribskov Kommune har anmeldt forsøg på brandstiftelse på et flygtningecenter til Nordsjællands Politi.

Helsinge: En børnehave i Græsted, der er blevet ombygget til at huse flygtninge, er tirsdag blevet udsat for forsøg på brandstiftelse.

Det oplyser Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen oplyser, at hændelsen er blevet anmeldt til Nordsjællands Politi.

- Vores umiddelbare opfattelse af omstændighederne ved brandforsøget er, at det ligger ud over, hvad man kan betegne som almindelige drengestreger, siger direktør Astrid Damgaard Ravnsbæk fra Gribskov Kommune i pressemeddelelsen.

Der var ingen personer til stede i bygningen, da den endnu ikke er taget i brug til at huse flygtninge.

/ritzau/