Hvorfor skulle den 40-årige mor til tre, TR, dø? Det vil der blive løftet noget af sløret for, når retssagen mod moderens ene datter og hendes 28-årige ven mandag formiddag går i gang i Retten i Hjørring.

Omkring midnat natten mellem den 8. og 9. oktober sidste år blev den 40-årige, nordjyske mor til tre, TR, brutalt stukket ned og dræbt i sit hjem i en lille by nord for Frederikshavn. Mandag begynder retssagen mod de to personer, der er tiltalt for det uhyggelige drab. Den ene af den er kvindens egen teenagedatter, der kun var 15 år på gerningstidspunktet.

Sammen med en 29-årig irakisk mand sidder hun på anklagebænken i Retten i Hjørring, hvor de begge er tiltalt for drab. Indtil nu er det kun meget få oplysninger om den skæbnesvangre oktobernat, der er kommet frem, da sagen fra det første grundlovsforhør er blevet behandlet bag lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning.

Læs også:

Når anklager Karina Skou fremlægger sagen i retten, og de tiltalte derefter får mulighed for at fortælle deres version af sagen, vil det således være første gang, sagens detaljer kommer til offentlighedens kendskab.

Det var angiveligt datteren selv, der kort før midnat den 8. oktober 2014 ringede til alarmcentralen, og der gik ikke lang tid, før de første betjente og redningsmandskabet ankom til familiens gule ejendom.

Trods genoplivningsforsøg lykkedes det ikke redde TR's liv, og hun blev kort efter midnat den 9. oktober erklæret død. Obduktionen viste, at hun var død som følge af knivstik. Gerningsvåbnet blev dagen efter drabet fundet få meter fra familiens hus.

Læs også:

Tidligt om morgenen den 9. oktober skred politiet til anholdelse af den nu 16-årige datter, som ifølge anklager Karina Skou foranledigede drabet på sin mor.

»Det er korrekt, at det fremgår af anklageskriftet, at drabet er sket i forening på foranledning af den 15-årige tiltalte,« har Karina Skou tidligere udtalt til BT.

Da sagen er blevet behandlet bag lukkede døre, ønsker Karina Skou ikke at komme nærmere ind på detaljerne omkring sagen, før retssagen begynder, og hun ønsker heller ikke at oplyse på, hvilken straf hun vil gå efter at få de tiltalte idømt.

Af anklageskriftet fremgår det dog, at anklagemyndigheden vil kræve den nu 29-årige mand, der er af irakisk oprindelse, udvist af Danmark, hvis han dømmes for drabet. Desuden vil man gå efter at få gjort den i dag 16-årige datter arveløs.

Læs også:

Om de tiltalte vil gøre brug af deres ret til at afgive forklaring i retten er endnu uvist. Under grundlovsforhøret den 9. oktober sidste år nægtede den datteren at udtale sig om drabet, og det samme var tilfældet et par uger senere ved en indenretlig afhøring. Det fremgår af en retsbog fra Vestre Landsret, som BT har fået aktindsigt i.

Den 29-årige medtiltalte har været mere snakkesalig. Han udtalte sig til både grundlovsforhøret og den indenretlige afhøring.

På grund af navneforbud i sagen kan BT ikke bringe navnene på de tiltalte og den dræbte.

Herunder kan du følge BT's dækning af retssagen.