Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Endnu engang er bilister blevet ramt af stenkast. Det skriver Lokalavisen.

Denne gang er det gået ud over to bilister på Sydmotorvejen ved Køge, hvor de blev ramt, da de kørte under en bro torsdag. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Lokalavisen.

Overfor BT siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerrregaard til BT, at en 21-årig mand kørende på Sydmotorvejen ved Køge torsdag omkring kl. 12.30 blev ramt af en genstand. Genstanden lavede en cirka 4 centimeter bred bule i taget på bilen. Den 21-årige fører af bilen mener at have set en gruppe mennesker på broen, netop da han kørte under den.

Politiet ankom kort efter til stedet, men kunne hverken finde mistænkelige personer eller usædvanlige genstande som eksempelvis brosten eller flisestykker.

Samme sted og på cirka samme tidspunkt hørte en anden bilist et højt smæld, som om noget havde ramt hans forrude. Det har dog været svært at finde store skader på bilen.

»Vedkommende har ikke umiddelbart kunnet konstatere nogen fysisk skade på bilen, og jeg gætter på, at han reagerer, fordi der har været meget opmærksomhed om stenkast i den seneste tid. Og det er fint, at folk gør det, for rammer en sten en forrude, så den krakelerer, og man ikke kan se noget, kan det hurtigt blive meget farligt, hvis man kommer kørende med normal motorvejshastighed,« siger Martin Bjerregaard.

Kommunikationsmedarbejderen oplyser, at man nu vil forsøge at få identificeret de personer, der måtte have opholdt sig på broen på det pågældende tidspunkt.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi er man opmærksom på det fænomen, der nu tilsyneladende er sket flere steder i landet, understreger Martin Bjerregaard. Særligt den tragiske hændelse på Fyn, hvor en ung, tysk mor mistede livet, da mange kilo sten og fliser blev kastet ud fra en motorvejsbro, har fået manges øjne op for de skræmmende angreb.

Også Vestegnens Politi har fået anmeldelser om stenkast fra en bro. Sent torsdag eftermiddag anmeldte en borger, at to mørkklædte personer havde stået på en bro over Avedøre Havnevej i Rødovre og kastet med sten mod kørebanen. Ingen personer kom til skade. Politiet har efterfølgende fundet flere sten i knytnævestørrelse, som nu indgår i efterforskningen.

Fredag eftermiddag offentliggjorde Københavns Vestegns Politi følgende billede af en sten, som nu skal undersøges for DNA.