Ugebladet Se og Hør brugte i 2009 kreditkortoplysninger til at jage og fotografere den bedrageri-sigtede Stein Baggers dengang kun 9-årige datter Olivia i Frankrig og Monaco.

Fotograf Michael Medgyesi, der i 2009 arbejdede freelance for Se og Hør, bekræfter i dagens udgave af BT, at ugebladet i 2009 anvendte kreditkortoplysninger til at spore Stein Baggers daværende kone, Anette Uttenthal.

I januar det år flygtede Uttenthal til Frankrig og derefter Monaco sammen med Stein Baggers 9-årige datter - kun uger efter at sagen om Baggers milliardsvindel var eksploderet i medierne.



Se og Hør bragte i bladet den 8. januar 2009 et billede af Anette Uttenthal og den 9-årige pige, hvor datterens ansigt var let genkendeligt. Billedet viste en smilende pige og Se og Hør noterede i billedteksten, at den 9-årige ‘ikke virker specielt påvirket af balladen om sin fars milliardbedrageri.’

Stein Bagger forsvandt den 1. december 2008 under en rejse til Dubai, hvorpå sagen om milliard-svindlen blev den største nyhedshistorie i Danmark. Den 6. december meldte Bagger sig til politiet i Los Angeles, USA, og den 16. december vendte han tilbage til København. Presset mod familien, især hustruen Uttenthal, var i disse uger så ekstremt, at Anette Uttenthal fløj til Monaco sammen med den ni-årige pige, der skulle opholde sig hos sin biologiske mor i Monaco.

Det skete med et SAS-fly, som det fremgår af artiklen. Men et tip fra en ansat i SAS gjorde det ifølge BT's oplysninger også muligt for Se og Hør at være ombord på selvsamme rutefly til Nice som Uttenthal og datter. Cirka en time efter ankomsten fik reporterholdet i Frankrig - via ugebladets hemmelige kreditkortkilde i Danmark - oplysninger om, at Uttenthal havde brugt sit Mastercard på Hotel Port Palace i Monaco.

larsjoachimline


Det står i dag klart, at ugebladets kilde, en i dag 45-årige systemoperatør fra IBM, der udførte arbejde for Nets’, rutinemæssigt, ofte flere gange i døgnet, sendte sms’er med detaljerede oplysninger om kendtes transaktioner til journalisterne Kasper Kopping og Ken B Rasmussen, og at én af disse i dette tilfælde har sendt beskeden videre til Se og Hørs hold i Monaco. Se og Hør kunne derefter lægge sig på lur og få billeder af Anette Uttenthal og den 9-årige pige.

Af den artikel, ugebladet bragte, fremgår det, at Uttenthal boede i ‘fransk luksus’, at hun ‘fører sig frem på luksushoteller og i dyre biler, og at hun ‘indlogerede sig på det mondæne Port Palace Hotel ved havnefronten’ med ‘havneudsigt, jacuzzi og fladskærm bringer en overnatning her op i nærheden af 2000 kroner.’

Anette Uttenthal ønsker ikke at kommentere sagen.

KØB ONSDAGENS UDGAVE AF BT OG LÆS HELE HISTORIEN:

- FOTOGRAF ADVAREDE NETS

- HER ER DOKUMENTATIONEN

- POLITIKERE RASER